Ægteskabet – den sværmeriske pige eller den trofaste hustru

Af Majken Frost, Tidehverv, 1988, nr. 6, juni, s.89-93.

Hvad er det at være gift? Og hvad er det for et forhold mellem mand og kvinde, der bærer ægteskabet?

Thomasine Gyllembourg var i sin skilsmisse fra P. A. Heiberg et udtryk for den betagelse af naturlige »rettigheder«, som helt bestemmer vor tid. Siden blev hun voksen.

En kold og regnfuld oktoberdag i året 1801 hastede en diligence op igennem det flade Holland. I diligencen befandt sig den danske forfatter og kritiker Peter Andreas Heiberg, og det foreløbige mål for hans rejse var Amsterdam. Få dage tidligere var han i største hast brudt op fra Paris for så hurtigt som muligt at nå frem til den danske grænse, hvor han håbede at kunne mødes med sin hustru Thomasine. I september havde han i Paris modtaget et brev fra hende, hvori hun fortalte ham, at hun var kommet til at holde af en anden – og hun havde bedt Heiberg om skilsmisse.

Brevet var kommet som et chok for Heiberg.

Et halvt år tidligere havde han forladt Danmark, udvist af kronprinsen, den senere Frederik d. 6., efter en dom for overtrædelse af trykkefrihedsloven. Han var rejst til Frankrig, idet han dér mente at kunne skabe en tilværelse for sig selv og sin hustru og deres 9-årige søn ved litterær virksomhed, – og det syntes i det halve år, der var gået, at skulle lykkes ham. Da indtræder pludselig det ulyksalige budskab, som fuldstændig vælter alle planer og gør ham dybt fortvivlet.

Lægen Johannes Lorentzen fortæller, at han mødte sin landsmand på en café i Seinestaden i det øjeblik, da han havde modtaget brevet. »Heiberg glædede sig som et barn, da han skulle åbne det. Men efter at have læst de første linjer, tabte han det ud af hænderne og stirrede tomt fremfor sig uden at ænse sine omgivelser eller sige et ord. Jeg lod en vogn hente og kørte ham til hans bopæl. Det varede længe, før han fik mælet. Dagen efter var han alvorligt syg og måtte holde sengen i flere uger«.

En skilsmisse
Peter Andreas Heiberg og Thomasine Buntzen var i 1790 blevet gift, – han var da 32 år og hun 17. Heiberg var allerede en berømt skribent, kendt af det københavnske borgerskab for sine krasse meninger og sin nådesløse satire – ting, som 10 år senere skulle forvolde hans forvisning – Thomasine derimod var et barn. Som den ældste, smukke og begavede datter i en solid borgerfamilie var hun alles forgudede yndling, og efter tidens skik var hendes udvikling ikke mindst sket gennem læsning af udenlandsk romanlitteratur af allermest sværmerisk art.

Heiberg havde været hendes huslærer og var faldet for den smukke og indtagende pige, – mens hun på sin side var dybt beæret over, at den berømte mand og beundrede lærer bad om hendes hånd. Da hendes elskede fader bifaldt partiet, var det utænkeligt at give Heiberg afslag, så meget mere, som hun virkelig var betaget af ham.

Efter halvandet år fødtes sønnen Johan Ludvig, og ægteskabet syntes at være uden lyder. Om den ulykkelighed, som Thomasine i sit afgørende brev i 1801 fortæller, hun gennem det meste af ægteskabet har følt, er virkelighed, – eller om det er en efterrationalisering, brugt til at forklare og undskylde hendes handling over for den forviste ægtemand, er svært at dømme om. Den senere svigerdatter Johanne Louise Heibergs så afgjorte sympati for sin svigermor i disse ting har nok spillet en stor rolle for eftertidens vurdering af de to ægtefæller og af ægteskabet. Men at P. A. Heiberg hurtigt blev klar over, at hans hustru var en uhjælpelig romantiker og ganske uden sans for hans egen tankeverden, er der nok ingen tvivl om, – og at hans skarphed og selvbevidsthed også i ægteskabet har ytret sig, er givet.

Han lå i årene efter brylluppet ustandselig i fejder med myndighederne – idømtes bøde på bøde for bidske og harcelerende angreb på de etablerede notabiliteter, og familiens økonomi var mildt sagt anspændt. Den elskelige gamle Buntzen måtte ustandselig træde til og forstrække den lille familie med penge, – men dog efterlod Heiberg sig en anseelig gæld, da han forlod landet. Pengesorgerne har sikkert ikke gjort ham blidere og mere tålmodig overfor sin barnlige hustru, der efterhånden fuldstændig koncentrerede sig om den lille søns opvækst.

I hjemmet færdedes i 1790erne flere udsendinge fra det revolutionære Frankrig, – og de forekommer at have haft langt mere sans for den unge hustru og mors charme og skønhed end hendes tørre ægtemand.

I sin koketteren med de revolutionære så Heiberg givet en chance for demonstration overfor samtiden, som med ængstelse iagttog disse samfundsomstyrtende franskmænd. Men der lå også en oprigtig beundring bag for den frihedsånd, som han mente, revolutionen i Frankrig var udtryk for og som efter hans mening havde så trange kår i Danmark.

Heiberg nåede på sin ulykkelige rejse i 1801 frem til Hamburg, men svigerfaderen havde forbudt Thomasine at rejse, så han måtte vente forgæves på samtalen med sin hustru.

Men fra deres af Johanne Louise Heiberg senere offentliggjorte breve ved vi, hvad der er blevet udvekslet af tanker og bebrejdelser ægtefællerne imellem. Og brevene står som et enestående dokument i dansk historie, dels fordi de i al deres usminkede menneskelighed ikke kan undgå at ryste og gribe. Men også fordi de, – langt mere end tørre historiske oplysninger – afslører en tid i opbrud, fortæller om opfattelser og holdninger, som ikke kan mødes, om to verdner, som uvægerligt må gå fejl af hinanden.

»Ak, Heiberg – hvor har jeg taget fejl af dig. Er det således du besvarer den grænseløse tillid, hvormed jeg fremstod for dig? Jeg udøste mit hjerte for dig – og du ville støde dolken deri! Jeg kan næppe overtale mig til at tro, at alt dette er virkeligt, at det ikke er en drøm – at det er muligt, at den Heiberg, som jeg troede den ædelmodigste, mest fordomsfri mand, skulle kunne handle således – skulle ville vanære sig for et fruentimmers skyld, der selv siger ham, at hun er kommet til at elske en anden. Skulle ville kaste sig for sin stolte fjendes fødder, berøve sig sin agtelse som borger, skribent, filosof – og hvorfor?

For at forgribe sig på naturens hellige lov ved at ville adskille to mennesker, som elsker hinanden, – for at gøre en skabning ulykkelig, som anså ham for sin skytsgud, for sin og for frihedens ven.

Friheden, siger du, består ikke i at overtræde sine pligter. Tør du påstå, at det er pligt at forlade den, som man elsker, som man i sin modnere alder, med de helligste eder, har forpligtet sig til aldrig at forlade? Kan du som filosof påstå, at ægteskabets rettigheder er helligere end kærlighedens?

Er konvenientsens lov på den ene side, så er naturens lov på den anden!«

Således skriver Thomasine som svar på Heibergs første reaktion på hendes skilsmisse-anmodning, hvor han bl.a. havde sagt, at han ville kaste sig for kronprinsens fødder for at få lov til at vende hjem og redde sit ægteskab, – og Thomasines ord er jo tankevækkende. Hvor han, udover at forsikre om sin kærlighed og personlige ulykke, henviser hende til ansvaret og pligten som mor, som hustru og som datter (den gamle Buntzen, som Heiberg holdt oprigtigt af, var svagelig og ville næppe kunne overleve det skridt, som hans datter planlagde), – der svarer hun med naturen. Med henvisning til naturens lov, til kærlighedens ret.

Hvor han fremhæver ægteskabets forpligtelse, hævder hun den ret, følelsen giver hende.

Og således antyder Thomasine Heiberg jo en udvikling, som i de næste små 200 år skulle blive en realitet i europæisk åndsliv. Således hævder hun jo en opfattelse, som sidenhen skulle blive en i allerhøjeste grad autoriseret, ikke mindst blandt det borgerskab, som hun dengang skilte sig ud fra ved at handle usædvanligt: At naturen giver rettighed, som må sidestilles med, ja, som i praksis overskygger den borgerlige ret, – at følelsen, kærligheden har sin egen lov, som må respekteres på linje med den samfundsmæssige lov.

P. A. Heiberg var ikke ganske uden skyld heri. Thomasine havde været en opmærksom tilhører til de samtaler, som udspandt sig i det Heibergske hjem under de franske revolutionæres månedlange besøg, – og hun kan nu, på det private og personlige plan, slå ham på munden med hans egne ord om den frihedsånd, der også udelukkende havde naturen som sit udgangspunkt. Hvis eneste retningslinje og begrænsning blev sympatien eller antipatien over for den medborger, man færdedes iblandt. Hvis adfærd blev vilkårlighedens adfærd.

Nej, dum var Thomasine ikke. Og var hun sværmerisk på det ene plan, havde Heiberg så sandelig været det på det andet.

Naturlige rettigheder
Men tiden omkring 1800-årets indtræden var en brydningstid. Frihedsrørelserne var i deres vorden overalt i Europa – næppe var den Franske revolution overstået og Napoleon havde indtaget sin plads på kejsertronen, før de andre steder begyndte at dukke frem, – og den første halvdel af århundredet blev oprørets epoke. I Tyskland, i Italien, i Polen, i Slesvig-Holsten – og i Frankrig påny. Overalt ulmede det og brød ud i åben kamp.

Og hos det enkelte menneske opstod der usikkerhed og nytænkning over egen situation.

Et halvt århundrede tidligere havde Rousseau for hele Europa forkyndt sit »Tilbage til naturen«, og i Nordamerika havde uafhængighedserklæringen af 1776 fremhævet, at ethvert menneske af sin skaber havde fået visse umistelige rettigheder, som dette menneske, – såfremt rettighederne blev undertrykt, – havde ret, nej, pligt til at kæmpe for.

Man kan sige, at med 1800-tallet indledtes en rettighedernes tidsalder – den, som varer ved den dag idag. Og jeg siger bevidst rettighedernes og ikke rettens tidsalder. For skal man have ret, da må man have den et sted fra, have den givet fra en instans udenfor en selv, – mens rettighedens særkende jo netop er, at den er naturgiven, at den er sin egen ophavsmand.

Det var det, som forfatteren Jakob Knudsen fremhævede, da han i et foredrag fra 1905 gik i rette med den bevægelse, som da var kommet på mode – socialismen. Han så nemlig, at der i socialisternes tale var en sammenrodning af begreber, som var fatal. Fordi de, i deres kamp mod de rige og besiddende, talte om ret. »Det er socialisternes tåbelige og blødsødne snak om ret, hvor det alene er magt, det drejer sig om, jeg har noget imod. Bliv stærke nok, siger jeg, så får I vel bugt med jeres fjender engang. Men snak ikke om ret, medmindre I har løfter fra Gud eller mennesker at holde Jer til«.

Jakob Knudsen var bestemt ingen ynder af kapitalismen, – tværtimod anså han den for at være det hæsligste snylterliv, han kendte – men han måtte protestere imod, at man bekæmpede den med uhæderlige midler.

Ingen kan dømme om Thomasines og Peter Andreas Heibergs ægteskab – det har sikkert været så skrøbeligt og fuldt af vanskeligheder og hverdagens problemer, som ægteskaber sædvanligvis er. To mennesker, fra hver deres forhold, med hver deres forudsætninger og ønsker til tilværelsen, med – som vi ser – hver deres sværmeri og virkelighedsflugt, har skullet dele hverdag og virkelighed, – og det har givet været problematisk for begge.

Men hvad vi kan tage stilling til, er Thomasines tale om sin nye kærligheds ret, hendes tale om naturens lov. Fordi den tale dels rummer noget uhyggeligt ved sig, – og dels blev den tale, som siden vandt autoritet, og som det er nødvendigt at gøre op med.

Hvor naturen vinder rettigheder, opstår nemlig det uhyggeligste forhold af alle, vilkårlighedens forhold.

For naturen, hvad er det? Den menneskelige natur, hvad er i grunden det? Er det nogetsomhelst andet, end hvad mennesket i øjeblikket hævder er naturligt for det? At hade, at elske, at bryde op, at bryde ud, at bortkaste ubehagelige tilstande, at afvise normer og pligter – er den menneskelige natur nogetsomhelst andet, end hvad vi ønsker, den skal være? Nej, for hvad der forekommer det ene menneske som noget helt naturligt, er for andre noget ganske naturstridigt, – hvad der for nogle synes at være naturens lov, hvis vi et øjeblik skal bruge ordet, kan for andre være tværtimod al natur.

Hvor Thomasine Heiberg hævdede at følge kærlighedens lov og dermed at have ret i sit brud på ægteskabet med P. A. Heiberg, kunne han vel med ligeså stor rimelighed hævde, at hun brød en anden af naturens love ved at gøre, som hun gjorde – nemlig moderskabets lov. Som burde lå hende til at afvise alt, hvad der kunne skade hendes barn. Hvis der nu endelig skulle tales om natur.

For hvilken natur har ret? Den kvindelige eller den moderlige? Jo, sagen var ikke så ligetil endda!

Hvor naturens ret hævdes, opstår altid retsløshed, – vilkårlighed. Det var udfra en dyb respekt for menneskelivet og en ligeså grundfæstet sans for, at vilkårlighed er al menneskelivs ophævelse, at Jakob Knudsen måtte protestere over f.ex. socialisternes snak om ret, – for de havde ingen ret. For intet menneske er født med en ret, uanset hvor i samfundet, det er kommet til verden, uanset, hvad det måtte erfare af uligheder i samfundet.

Retten skal nemlig gives. Af et menneske, af en lov, eller – til syvende og sidst – af Gud. Retten er noget, man får meddelt, tildelt.

Fra naturens hånd besidder mennesket ingen ret.

Det uhyggeligste eksempel på, hvorledes det går, når dette ikke respekteres, så Europa under nazismens herredømme, hvor det at være af en bestemt race, en bestemt biologisk indretning, gav rettigheder over andre racer. Den ariske race var per definition, og det vil sige per Hitlers påstand, hævet over alle andre racer, – og påstanden medførte jo som bekendt det uhyggeligste samfund, som vel endnu er set. Samfundet, hvor retstilstand var ophævet – i naturens, i biologiens navn.

Den falske drøm om lykke
Thomasines ord var tegn på, at en ny tid var på vej – tanken om den naturgivne rettighed var kommet for at blive.

1800-tallet blev længslernes, følelsernes, hengivelsens tid. Romantikkens digtere dyrkede følelsen som udtryk for det dybeste i mennesket, og kærligheden var menneskets højeste udtryksmiddel.

Borgerskabet blev uhjælpelig romantisk.

Hvor man hidtil nøgternt havde set i øjnene, at forholdet mellem mand og kvinde var et anliggende, der ikke kunne leve frit svævende i luften, og hvor man derfor fortrinsvis havde arrangeret forbindelsen udfra ganske nøgterne overvejelser, der betragtede romantikken – elskoven som et sjælevalg. Der burde træffes uhæmmet af økonomiske og familiemæssige hensyn, fordi just den, som fulgte elskovens bud, realiserede selve tilværelsen og tilværelsens indbyggede kærlighedsdrift og åbnede sig for livets lønligste hemmelighed.

Det blev dog stort set ved sværmeriet på digterens bord. For menigmand levede fortsat sin jævne tilværelse i bundethed og forpligtethed. Der har nemlig hos menigmand altid været en grundfæstet forståelse af, at flugten til de højere luftlag medfører en forråden af den hverdag og de medmennesker, som ingen kan sige sig fri af. Og digtere som Poul Møller og Blicher og Paludan Müller gennemskuede den sværmeriske tale og skrev på en ganske anderledes måde om menneskelivet og menneskets kamp mellem sig selv og sin udleverede tilværelse. For slet ikke at tale om Søren Kierkegaard, som radikalt gjorde op med baggrunden for den virkelighedsflugt, som romantikken afslørede.

Men sværmeriet lå i luften, dyrkelsen af følelsen og naturen var tidens accepterede attitude, – og opfordringen til at lade dyrkelsen afløse af reelle skridt ventede om hjørnet.

For ægteskabet betød romantikken, at det fik en byrde at bære, som det slet ikke kunne bære. Thomasine Heibergs skridt var fortsat en undtagelse, – man blev i sit ægteskab og i sin ydre tilværelse, men pålagde nu ægteskabet en idealitetsfordring og et lykkekrav, som var fuldstændig absurd. Ægteskabet, denne ældgamle ramme om fælleslivet og familieskabet, som blev indgået under en blanding af fornuftig overvejelse og følelsernes gensidighed, og som altså var det sted, hvor man i lyst og nød skulle leve sammen – ægteskabet fik nu pålagt at være et lykkens tempel. En kærlighedens helligdom. Hvad naturligvis intet ægteskab og ingen ægtefælle kan leve op til.

Da følelsen blev det helligste og dybeste i mennesket, og således blev det jo dikteret, var der meget kort til at anse den institution, hvor hverdagen og almindeligheden altid vil være det mest påfaldende kendetegn, for et snærende bånd.

For romantikeren er den almindelige hverdag altid ucharmerende og trykkende, for den, som hver dag ønsker at se kærligheden bekræfte sig i dybe udtryk, bliver den jævne ægtefælle meget nemt noget kedsommeligt – optaget, som denne ægtefælle nødvendigvis må være af dagens gøremål.

Jeg vil sige, at med romantikkens sværmeriske dyrkelse af følelsen startede det felttog mod ægteskabet, som vi i vor tid har set så uhyggelige resultater af.

For hvad er vore dages uhyggelige parade af ægteskabsopløsninger andet end – i mange tilfælde ihvertfald – en utilfredshed med en manglende lykke og selvopfyldelse, skuffelse over en hverdag, som er alt andet end det, som man i sin himmelflugt og romantik havde forestillet sig.

Dur ikke, væk, siger man med prinsessen i eventyret – og så er den pot ude, og en ny kan tages i brug. Eller man kan forskanse sig i sin fornærmethed over idealernes ringe vilkår i tilværelsen.

Romantikken skabte dyrkelsen af det følelsesmæssige og gav sig udslag i en begyndende utilfredshed, og med hævdelsen af følelsens ret var for så vidt ægteskabets placering afgjort.

Som sagt – man nøjedes længe med utilfredsheden på det rent åndelige plan, og det fortrinsvis hos det højere borgerskab, hvor man dyrkede det skønne og det fuldendte og heroisk bestræbte sig på at omdanne sin tykmavede ægtefælle til en lydefri apollon- eller venusfigur. At idyllisere og forskønne og drømme.

Men da rettighedstanken i slutningen af århundredet for alvor blev udarbejdet, da den blev udråbt fra så at sige hvert gadehjørne – på det samfundsmæssige plan med Karl Marx som fader, på det personlige plan med Georg Brandes som profet, fandt den en gødet jordbund.

Det grå og jordbundne fællesskab, den så alt for almindelige hverdag med de utallige pligter og de få lyspunkter, livet med den travle ægtefælle med de utallige gøremål, – ikke blot var det utilfredsstillende og ucharmerende at færdes her, men nu var det også undertrykkende.

Frigjort til selvoptagethed
Med disse to, i vort århundrede så beundrede tænkere, fik Thomasine Heibergs udtalelse om naturens lov, kærlighedens ret, sin fuldendelse. Sin autorisation.

Hvad hun i sin tid havde påstået i et fortvivlelsens udbrud vel snarere end som hævdelse af et fastlagt program fik nu sin videnskabelige underbygning. For Georg Brandes havde lært af den begyndende naturvidenskabelighed, at menneskets natur var – naturlig, og hindringer for dens udfoldelse måtte være – undertrykkende.

»Vi vil hylde Dem for Deres kamp for at rydde alle hindringer tilside, som hæmmede muligheden af at frigøre og udvikle den enkeltes personlighed i dens ejendommelighed« sagde professor Høffding til ham i en tale i 1891, – og Brandes takkede for ordene, som forekom ham at være det klareste og bedste, der kunne siges.

At bekæmpe hindringer for muligheden af at frigøre og udvikle den enkelte personlighed i dens ejendommelighed.

Med dette udsagn står vi ved indgangen til vort eget århundrede – med den romantiske kærlighedsdyrkelse, med den i mennesket nedlagte rettighed og med opgøret med de hindringer, som lå den enkeltes udfoldelse i vejen. Og med en overleveret institution, ægteskabet, som bandt til hverdag og virkelighed, som ofte tog sig grå og kedsommelig ud, som ikke drejede sig om en enkelt, men om to – eller flere – enkelte og som pålagde dem at elske og ære hinanden i lyst og nød. En sådan institution måtte naturligvis blive sorteper. En institution, som ikke talte om den enkeltes ret, men om den fælles pligt, måtte indlysende blive en anstødsten for rettighedens besiddelse.

Et land i splid med sig selv
For et års tid siden hørte jeg den polsk-fødte forfatter Bernard Karawatzski holde foredrag. Han har siden 1970 boet i Danmark, flygtet med sin familie fra Polen efter et fængselsophold for landsskadelig virksomhed. Indtrængende berettede han om sit hjemland, om de forsøg på ensretning og om den forfølgelse, der fandt sted, – om de metoder, man tog i brug for at uskadeliggøre den borger, der talte imod regimet.

Og rystet fortalte han om sin oplevelse af Vestens koketteri med den ideologi, hvis konsekvens den end ikke havde fantasi til at forestille sig.

Efter foredraget blev han i diskussionen spurgt om, hvorledes han som udlænding så på Danmark. Hvorledes vi og vort land tog sig ud for en fremmeds øjne, – en fremmed, som nu havde været her så længe, at han kunne udtale sig med virkelig indsigt.

Med en tøven, som formentlig røbede en vis ulyst til at revse det land, der i sin tid havde taget mod ham og hans familie, gjorde han alligevel rede for nogle ting: »Hvad der har slået mig«, sagde han, »er blandt andet den store forskel på land og by. På især København og det øvrige land. De intellektuelle, som specielt i storbyerne mødes med overvældende lydhørhed, forekommer mig i deres tankegang at være fuldstændig blottet for forståelse af en fælles arv og en fælles forpligtelse. De synes at være blottet for en binding til virkeligheden, men har tværtimod som deres program at indrette virkeligheden efter deres politiske og ideologiske tænkning. Og det forekommer mig, at man i hovedstaden, – og i de medier, som jo er landsdækkende, lytter kritikløst til dem«.

»Danmark synes på mange måder at være et land i splid med sig selv«, fortsatte Karawatzski, »fordi der stadig også eksisterer den forståelse af den pligt og det ansvar, som er virkelighedens vilkår«.

Spliden kunne måske bestemmes geografisk, nævnte han, men han så den også udtrykt i de enkelte forhold. I den stadig større mangel på sans for, at man eksisterer i et fællesskab, som forpligter, og hvorom der skal værnes og hæges. I familielivet, hvor ægtefællerne mere og mere lever hver deres liv, og hvor ideologien om børns og forældres rettigheder ødelægger familiens eksistensvilkår. I den letsindige og sværmeriske sælgen ud af landets forsvar i ideologiens navn.

Og stilfærdigt fortalte Bernard Karawatzski om det, han kom fra, – hvor det politiske krav om at virkeligheden skulle indrettes efter ideen tværtimod hos menigmand bevirkede en besinden sig på det grundliggende. Bevirkede et opgør med magthaverne og ideologien – og ytrede sig i hverdagen som den enkeltes værnen om og kamp for sin kirke og sin tro, for sin familie og sit folk.

Jeg tror, at de fleste i salen var grebne af hans svar og fremstilling; at de fleste sad med en følelse af, at en mere præeis beskrivelse af det toneangivende Danmark kunne ikke gives. Sådan fornemmede jeg det ihvertfald selv.

200 års dyrkelse af den individuelle rettighed har givet sig sine resultater, den har sat sine spor hos folket og hos den enkelte. Og den har sat, – og sætter i stadig stigende grad sine spor i lovgivningen. Så man får det indtryk, at dansk lovgivning idag ser det som sin fornemste opgave at udrydde det forpligtede og forpligtende familie- og samfundsliv.

Individualprincippets sejr over det bundne fællesskab.

Betænkning, nr. 1087
Individualprincippet. Udtrykket findes i en betænkning udgivet af socialministeriet i november 1986.

Denne betænkning(nr. 1087), udarbejdet af et udvalg nedsat af socialministeriet, skal danne grundlag for de kommende års ændringer i dansk familielovgivning. Og således er den mere end et overfladisk øjekast værd. Også fordi den, hvis den får magt, som den diskret har agt, vil betyde den endelige dødsdom over ægteskabet. Den lovformelige konfirmering af to århundredes tale om og arbejde for individets frihedsrettighed.

Betænkning nr. 1087 undlader, som sig hør og bør for en sådan betænkning, direkte at udsige sin mening om, hvad den behandler. Men tendensen er umisforståelig. Bag alle ekspertisens talkolonner, bag de omhyggeligt gennemgåede statistikker og undersøgelsesresultater ligger tanken klar. Mennesket er sin egen herre, og ingen eller intet må blande sig hen.

Formelt drejer betænkningen sig om ligebehandling af ægtefæller og samlevende indenfor sociallovgivningen. Men reelt udtrykker den en dyb bekymring over, at det for dansk lovgivning stadig spiller en rolle, hvordan det enkelte menneske indretter sig i sit familieliv. Reelt udtrykker den en dyb bekymring over, at institutionen ægteskab har en samfundsmæssig betydning. Vielsesattesten er jo det papir, gennem hvilket enkeltmennesket fraskriver sig sin individuelle frihed og således forpligter sig på fællesskabet. Hvorledes bevare en sådan ordning samtidig med, at enkeltmenneskets ret til frit at indrette sig hævdes, spørger betænkningen.

Det socialministerielle udvalg har gjort det til sin opgave at løse denne umulige situation, og resultatet bliver som man måtte vente.

Hvor rettigheden og pligten støder sammen, gives der idag en sikker sejrherre. For udvalget kender tidens sprog og hylder tidens krav – den iboende rettighed kan ikke anfægtes. I socialministerielt sprog hedder det individualprincippet. Tidligere hed det naturens lov og følelsernes ret. Betænkning nr. 1087 lancerer nu individualprincippet. »Hvis princippet om ens ydelser til alle uanset civilstand lægges til grund overalt i den sociale lovgivning, er der ikke længere nogen forskelsbehandling mellem enlige og samlevende med og uden ægteskab. Alle vil få den samme ydelse uanset samlivsform« skriver betænkningen s. 52. – og det er jo uomtvisteligt sandt. Alle forskelle vil være ophævede, dvs. alting er ligefedt – gifter du dig, er det din lille private hobby, du dyrker. For reelt er samfundet din forsørger, din ægtefælle. Lovgivningen vil ikke kendes ved nogen anden.

Ægteskabet bliver således en fritidsfornøjelse, en folkloristisk attitude, slået i hartkorn med joggingtøjet og tennisudstyret. Den sidste hindring for individets frie udfoldelse ryddes af vejen. Og – som betænkningen fortsætter – neutraliteten overfor om folk vælger at gifte sig eller at leve sammen udenfor ægteskab vil være opnået.

Således lyder det i den socialministerielle betænkning, s. 53. – og således sættes der et officielt stempel på en udvikling, som gav sig et af sine første udtryk i Thornasine Heibergs brev i 1801.

Individualprincippet. Eller med professor Høffdings ord til Georg Brandes: Den sidste hindring for den enkeltes frie udvikling af personligheden i al dens ejendommelighed er borte. Hængt i skabet sammen med fritidsudstyret, – til behagelig beskæftigelse i ledige stunder. Din næste er – Den sociale Forvaltning.

Sammen med de besværlige børn forvises ægteskabet af 1980erne til de voksnes ledige stunder, for at der i menneskelivet er noget, der binder og forpligter, er for 1980erne en hæslig tanke. Ikke fordi man er oprørsk og vover at sætte sig selv ind på oprøret. De tider er forlængst forbi, – Thomasines sjælekvide og kamp er ukendt for hendes eftertid. Men for bekvemmelighedens skyld, for neutralitetens skyld – for at undgå at mene noget som helst om nogenting vælger man individualprinrippet. Alting er jo alligevel ligemeget. 1980ernes Danmark!

Sen modning
Thomasine Heiberg fik sin skilsmisse. Efter at have tryglet og bedt, efter at have forsikret og henstillet gav Heiberg sit samtykke, – skilsmissen blev en realitet. Kort tid efter giftede Thomasine sig med sin elskede Gyllembourg, med hvem hun fik et lykkeligt ægteskab. Men Heiberg betingede sig ved skilsmissen, at den lille Johan Ludvig ikke måtte bo hos sin mor. Og Thomasine respekterede denne betingelse.

Johan Ludvig Heiberg blev sat i huset hos en moster, da P. A. Heiberg ikke kunne have ham hos sig i Paris, – og siden hos det berømte ægtepar Kamma og Knud Lyhne Rahbek i Bakkehuset.

Efter nogle år gav Heiberg dog sin tilladelse til, at drengen tog ophold hos sin mor og hendes nye ægtemand.

Heibergs betingelse kan forekomme vor tid hård og urimelig. Men den udsprang af dyb bekymring for sønnen. Heiberg vidste fremfor nogen, hvad det ville sige at være udstødt og ildeset, og han vidste at Johan Ludvigs tilværelse ville blive problematisk, fordi Thomasines ville blive det. Han traf sin beslutning udfra sin bedste overbevisning om, hvad der tjente sønnen bedst, – og Thomasines romantiske tale i brevene havde gjort ham bange. Hvorledes skulle hun, der så tydeligt viste en manglende forståelse for ansvar og pligt, hun, der så tydeligt var grebet af en sværmerisk tids sværmeriske tale, kunne udøve ansvar overfor deres fælles barn?

Thomasine var fortvivlet. Men hun respekterede hans beslutning. Thomasine var nemlig ved at blive voksen. Og hun udviklede sig siden til en yderst moden og skarpsindig kvinde, der så klart som nogen gennemskuede den romantik, hun i sin ungdom havde været grebet af.

Og at hun med årene fik et andet syn på sin første ægtemand og på sin opførsel overfor ham, vidner et brev fra 1830 om. Ikke at hun fornægtede sin kærlighed til Gyllembourg, – den havde været ægte og dyb. Men talen om ret var blevet en anden.

»Hvad de erindringer angår – gode og onde – som angår vort samliv og mellemværende, så kan jeg kun gentage, hvad jeg for mange år siden skriftligt har sagt dig. Jeg er mig min uret imod dig bevidst og skal aldrig tilgive mig at have bedrøvet dig. Vær vis på, at tanken altid har martret mig og undertiden forbitret mig en tid, som ellers vilde have været god. Thi utaknemmelig måtte jeg være, om jeg ikke endogså for dig bekendte: at han, som graven for længe siden gemmer, kun syntes at leve for at gengælde ved sin godhed mod mig det, som også han havde forvoldt dig. Jeg er vis på, at du har tilgivet mig, hvad sorg jeg har forvoldt dig – og takker dig derfor«.

Jo, Thomasine Gyllembourg var blevet en klog kone. Hun fornægtede ikke sin kærlighed til Gyllembourg, men hun vidste, at om ret kunne hun ikke tale, kun om uret.

Personligt sejrede Thomasine over sig selv og sin rethaveriskhed, – men historisk blev det den unge romantiske Thomasine, som vandt genklang. Det blev hende, eftertiden tog til sig, det blev hendes krav, som blev eftertidens foretrukne forkyndelse.

Følelser hverken kan eller skal fornægtes. Men vælger de at gå deres egne veje, at bryde med den givne forpligtethed eller helt afvise at indgå i forpligtelse, må de leve med, at de ikke kan tilkomme den ret, som just forpligtelsen har.

Den ret, som forpligtelsen tildeles, netop i sin egenskab af bundethed og frihedsafgivelse. Den ret, som forpligtelsen tildeles af loven.

For loven er jo – når den virkelig er lov – det mest uneutrale af alt. Dens opgave er at tildele en ret, at give en ret, ikke servilt at gå ud fra en naturgiven rettighed, som enhver har krav på at få tilgodeset.

Og et ministerielt udvalg kunne passende have skænket dette faktum lidt opmærksomhed. Istedet for at anbefale en kommende lovgivning blot at synge med på tidens sange.

Den trofaste hustru
Små trehundrede år før Peter Andreas Heiberg blev forvist fra Danmark, havde en anden person forladt landet.

Det var den danske konge Kristiern d. 2., som i al stilhed d. 13. april 1523 sejlede væk fra København. Med sig havde han sin hustru og sine børn.

8 år tidligere var han blevet gift med Elisabeth. Han var da 32 – og hun var 14 år. Fuldstændig fremmed var hun fra Holland kommet til landet, ukendt med sin ægtemand udover de rygter om hans vanskelige og stridbare sind, som havde nået hende. I slottet, hvor hun flyttede ind, var installeret hans elskerinde, Dyveke.

Elisabeth stod trofast ved sin mands side i de vanskelige år, før han drog bort fra landet. Og under hans landflygtighed var det hende, som utrætteligt kæmpede for at finde hjælp til hans tilbagevenden. I måned efter måned gennemrejste hun Europa og tryglede sine fornemme slægtninge om at hjælpe den landflygtige. Og overalt tiltvang hun sig respekt og medfølelse. Ikke mindst på grund af hendes kamp blev der tilsidst gjort en indsats for at hjælpe kongen tilbage.

I det ægteskab, som vel fra sin begyndelse havde vanskeligheder, man næppe kan forestille sig, voksede kærlighed frem, – en gensidig respekt mellem ægtefællerne, som historien med sine tørre facts ikke kan undgå at bevidne.

Jeg tror ikke, Elisabeth af Danmark kendte til naturens lov, til kærlighedens ret. Disse ting var ikke opfundet på hendes tid. Men hun kendte til den dybe forpligtelse, som hun af Gud var pålagt, – og hun tog den op og handlede efter den.