Af Morten Brøgger, tidehverv nr. 10, s. 197-199

I en tid, hvor muslimer i Danmark hylder Hamasledere og støtter den palæstinensiske kamp mod Israel, kan det være tankevækkende at deltage i en sangaften med højskolesange. Det er dog ikke just altid opmuntrende tanker, der vækkes. 

På en sådan sangaften kan man støde på den særegne alliance, der findes i Højskolesangbogen, mellem kristentro og kulturradikalisme. Jeg kalder det en alliance, fordi der ikke blot står kristne salmer side om side med kulturradikale, ateistiske viser, men denne blanding findes stundom også i en og samme sang. Vi kan finde den uafkortede bekendelse til skaberen i en salme som Vi pløjed’ og vi så’de (”Han er jo den, hvis vilje opholder alle ting”; ”Alle gode gaver, de kommer oven ned”) og den klare, utvetydige bekendelse til frelseren i en salme som Hil dig frelser og forsoner (”Du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold”). Men vi kan også finde visen af Poul Henningsen med titlen I dit korte liv. Heri besynger han det korte liv mellem fødsel og død, og med et nik til Shakespeares Stormen skriver han: ”Vores lille liv sluttes inde af en søvn.” En søvn som visen slutter med at erklære for drømmeløs. Den ateistiske bekendelse lyder i andet vers: ”Alle som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift. Mennesket har dyrket en hob ideer som erstatning for naturlig drift.” Denne naturlige drift er med en vitalistisk klingende formulering: ”Hvert atom forlanger du skal leve.” Visen er fra 1941, hvor tyskerne jo udfoldede deres livsappetit i et orgie af had og udslettelse. Heroverfor sætter Poul Henningsen ”den jordiske kærlighed”, som har ”våben mod et ragnarok”. Og det er, som om han mener, at denne kærlighed er menneskets bestemmelse, når han anfører, at vi blev til kærlighed: ”gjort i elskov”. Det er den kærlighed, som han året forinden havde bestemt som en vild blomst, der ville gå ud i gartnerhænder: ”Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig … De ord, vi svor med hånd og mund, de gælder kun den korte stund, det netop er kysset fra dig, jeg ka li.” 

Men vi kan også i Højskolesangbogen finde eksempler på, at denne alliance mellem kristentro og kulturradikalisme i nogle sange bliver, hvad man kunne betegne som en fusion. Det sker for eksempel i Jens Rosendals Forelskelsessang, som handler om forelskelse, der slår benene væk under den forelskede: ”Alting råbte: lev det!” Kærligheden, forelskelsen tolkes som en gave fra Gud: ”Vorherre selv bød ind til fest … i kærlighedens sale.” Og om de to forelskede siges det, at de: ”slugte livets tale”. Livet og Vorherre smelter her sammen. ” Talen lyder: ”Kærligheden er og bliver og hvad end hele verden sir, så har den vore hjerter.” Vi har altså i kærligheden/forelskelsen med en livskraft at gøre, der bemægtiger sig menneskene. Som man derfor må give efter for, hvad end verden siger, altså selvom der kunne gøres indvendinger eller tages andre hensyn. ”Lev det” – eller som Poul Henningsen skrev: hvert atom forlanger det. Hvad der hos sidstnævnte var en ren naturlig drift, tolkes af Rosendal som en ytring af netop det gudskabte liv. 

Af Niels Arne Pedersen

Indledende overvejelser

I dagens debat i folkekirken er spørgsmålet om ‘universalisme’ – her forstået som lærdomme om apokatastasis, eller at alle til slut vil blive frelst – kommet til at fylde mere og mere. ‘Alle frelses’, som det hedder i pamfletten fra den ‘katakombiske studiekreds Ny Himmel’². I dansk sammenhæng er debatten ikke ny, skønt den blev betragtet som irrelevant i store dele af det 20. århundrede. Det er da også svært at se, hvorfor vi lidenskabeligt skal diskutere en afgørelse, der alligevel ligger i en andens hænder end vores, og gøre dette spørgsmål til centrum for alt. Selv har jeg undgået det længe, og jeg er først begyndt at beskæftige mig med det, efter at flere præster har henvendt sig og bedt mig forholde mig til det. Men de har ret: Emnet lader sig imidlertid ikke længere ignorere – dagsordenen er blevet sat af andre gennem lang tid. Diskussionen er især blevet igangsat af systematiske teologer, men den har også et historisk aspekt, og det er årsagen til nærværende bidrag.

I kirkehistorisk lys er det interessant, at disse diskussioner blusser op igen, for går vi kun 60-70 år tilbage i tiden, var der mange på vore breddegrader, der mente, at spørgsmålet var passé. I 1941 var Rudolf Bultmanns kommentar til Johannesevangeliet udkommet, som antog, at det fjerde evangelium havde omtolket den eskatologiske dom ved verdensafslutningen til en præsentisk, eksistentiel forståelse; de futuriske passager var blot sekundære tilføjelser fra en konform ‘kirkelig redaktor’³. Bultmann havde spillet en stor rolle i Tidehvervs-miljøet og gjorde det til dels stadig i 1960rne, selv om nogle var på vej væk fra ham, efter at Gustav Brøndsted i 1955 havde kritiseret afmytologiseringen med sin bog om To Verdenssyn – to Sprog⁴. Samtidig spillede Bultmann og eksistensteologien en meget stor rolle på de teologiske fakulteter, og her kommer jeg så til P.G. Lindhardt, professoren i kirkehistorie ved Aarhus Universitet, der i 1958 fulgte op på sin bog om Det evige liv fra 1953 med et andet lille skrift, Helvedesstrategi.⁵

Dette lille skrift Helvedesstrategi skulle vise, at alle kirkehistoriens dogmer og trusler om Helvede blot var, med Lindhardts ord, ‘en fixering af et psykologisk behov, en “trang”; dets betydning og interesse ligger ikke i “indholdet”, men hos de mennesker, som “bekender”, “forkynder” og “bruger” det.’ Dogmet har en praktisk funktion; det har altid skullet bruges i bestemte situationer til noget ganske bestemt.⁶ Det var således en psykologisk religionskritik, der i en række velskrevne og velorienterede kapitler blev anvendt til at analysere og afsløre talen om Helvede fra Det Nye Testamente til 1950rnes norske Helvedesstrid. Vi kan sige, at Lindhardt prøvede at give den ‘dobbelte udgang’ et skud for boven, men mere en passant kom han også ind på ‘apokatastasis’, som han heller ikke gav meget for; han skrev, at apokatastasislærens motiv ‘kan være en rent spekulativ trang til at ordne tilværelsen som et sammenhængende monistisk system og et mere humant betonet “medlidenhedsmotiv” – “det er let at være rundhåndet med det, som er en andens”,’ tilføjede han (med et citat fra den højregrundtvigske præst i Gylling, Otto Møller)⁷.

Lindhardt afslørede Helvede og apokatastasis som udsprunget af psykologiske behov, men stillede sig selv et sted, som han åbenbart mente gik fri af afsløringerne. Det kom frem her og der undervejs – Bultmanns teori om det eksistentielle Johannesevangelium og den kirkelige redaktor blev fremstillet som en kendsgerning⁸, Luther og især Kierkegaard blev fremstillet som nogle af de få, der havde forkyndt evangeliet⁹. Til slut i bogen kom dette eksistentielle evangelium for fuld skrue: evangeliet var ikke en lære, det handlede ikke om himmel og helvede, men var en tiltale til den enkelte, der er fortabt i sin selvkærligheds nutidige virkelige helvede, men kan møde evangeliets tiltale om det evige liv, som en befrielse fra sin selvkredsen¹⁰.

Af Kristine Garde, tidehverv nr. 7, s. 145-147

I sit komiske heltedigt over fire bøger (1719-20) Peder Paars lader Ludvig Holberg i første bog (tredje sang, vers 321 ff.) hovedpersonen Peder Paars, der har begivet sig ud på en rejse, nedsætte en krigsret over Niels Kock for hans fejhed i et nederlag til nogle røvere. Peder Paars, som leder krigsretten, får hentet kokken og siger til ham: ”Man her besluttet har dit Hoved paa een Block / At hugge af, dog maa du dig først friit forsvare,” / Vi ingen nægte sligt, som er i saadan Fare, / Sig til dit Forsvar kun, hvad du optæncke kand / Vi uden Forsvar ey henrætte nogen Mand.” 

Nuvel, digtet omhandler et fiktionsunivers, men samtidig emmer det af tidløs samfundskritik. Jeg er senest kommet til at tænke på historien om kokken, hvis skæbne var afgjort på forhånd, i forbindelse med en kirkeministeriel præsteafskedigelse¹. Afskedigelsesforløbet illustrerer, at Kirkeministeriet i bekymrende omfang har tilsidesat præstens retssikkerhed, selv om retssikkerheden er et grundprincip i et retssamfund. I lighed med kokken forsvarede præsten sig uden held, selv om hun i sit høringssvar fremkom med substantielt nye oplysninger. Endvidere havde hun vedhæftet en separat udtalelse, der påpegede processuelt mangelfuld sagshåndtering og på denne baggrund opfordrede Kirkeministeriet til at frafalde den varslede afskedigelse eller at foranstalte et tjenstligt forhør under ledelse af en uvildig dommer, der er uddannet til at afhøre indkaldte vidner og bevisvurdere modstridende vidneudsagn. Det er nemlig modstridende forklaringer, der er det juridiske brændpunkt i præsteafskedigelsen. 

Lad mig, inden jeg forklarer nærmere, indskyde, at jeg forfattede udtalelsen på grundlag af de sagsakter, Kirkeministeriet havde vedhæftet afskedigelsesvarslet til præsten. Endvidere var jeg i 2022 præstens bisidder i en sag om et i offentligheden omstridt Facebook-opslag. Sagen afsluttedes med, at præsten underskrev en erklæring, der blev lagt ud på stiftets hjemmeside. Endvidere blev hun sanktioneret med en advarsel, der ikke bortfalder, men direkte eller indirekte kan indgå i bedømmelsen af senere/nye forhold og dermed få ansættelsesretlige konsekvenser. I de mellemliggende år har jeg ikke haft kontakt med præsten. Min udtalelse var ikke et partsindlæg, og jeg forholdt mig ikke til de decorumoverskridelser (tjenestemandslovens § 10), Kirkeministeriet efter indstilling fra biskoppen begrundede den diskretionære afskedigelse med (tjenestemandslovens § 28). 

En diskretionær afskedigelse umuliggør i praksis, at præsten kan opnå ansættelse i et andet embede. Da afskedigelsen er velfærdsødelæggende for præsten, må der stilles store krav til, at præstens retssikkerhed vægtes højt undervejs i hele forløbet. Dette krav er på afgørende punkter tilsidesat. Jeg vil fokusere på to punkter, nemlig de modstridende vidneudsagn og den betydning, tilsynsmyndigheden (biskoppen) og ansættelsesmyndigheden (Kirkeministeriet) tillagde dem. 

Af Thomas H. Beck, tidehverv nr 5, s. 81 - 83

Der er gået over to år, siden Rusland invaderede Ukraine. Det blev markeret på forskellig vis den 23. og 24. februar og affødte naturligvis også mange interviews, artikler, kronikker og debatindlæg i landets aviser, der udtrykte forskellige politiske holdninger til Rusland og til Danmarks store støtte til den ukrainske kamp mod de russiske invasionsstyrker. Man kunne også have valgt at markere 10-årsdagen for invasionen af Krim, der foregik i de samme dage i 2014. Eller man kunne have markeret 10-årsdagen for Majdan-revolutionen og afsættelsen af den ukrainske præsident Viktor Janukovitj, der førte til anti-majdan-protester og borgerkrigen i Donetsk og Lugansk. Under alle omstændigheder er det 10 år siden, at vi her på vores breddegrader begyndte at få større viden om, hvad der foregår i det store østeuropæiske land et par tusind kilometer fra os. For før den tid var det vel de færreste, der kendte nærmere til Ukraines historie og meget komplicerede konflikt. 

En viden, som vi altid har haft, er i særlig grad blevet bekræftet i de ti år, der er gået. Og det er den kendsgerning, at sandheden er det første offer i en krig. Vi er alle ofre for propaganda. Men man skal dog her huske på, at propaganda nødvendigvis ikke behøver at være løgn eller en forvanskning af sandheden. For propaganda handler egentlig blot om, at man vil udbrede sine synspunkter til en større kreds. Men da der er meget på spil i en krig, hvor mindst to parter har deres version af krigens årsag og nødvendighed og i det hele taget af slagets gang og dets konsekvenser, vil det uundgåeligt blive til en konfrontation, der kan være så sort-hvid, at det, den ene part siger er sandhed, bliver kaldt for løgn af den anden. Der er et spændingsfelt mellem sandhed og løgn, mellem godt og ondt, som uundgåeligt inddrager vores følelser.