Tage Schacks død og begravelse
Af Vibeke Olesen Larsen & Red., Tidehverv, 1981, s.102-104.
Af et brev.
Nedenstående er skrevet af Vibeke Olesen Larsen til en broder og svigerinde i Jylland. Der er tale om en øjenvidneskildring af begivenhederne omkring Tage Schacks død for morderhånd 9. april 1945 og påfølgende begravelse i Simon Peters kirke. Kristoffer og Vibeke Olesen Larsens ældste søn Severin blev konfirmeret i de samme aprildage.
(København) 2-5-45.
Kære Broder og kære Gerda!
... Konfirmationen! Ja, det var jo egentlig den, jeg skulde fortælle om, men der sker så meget for Tiden, så jeg synes allerede, det er 100 år siden. - Vi havde en rar Dag, det betyder ikke noget minus, at Mindet om den for mig altid vil være uløseligt knyttet til Mindet om Schacks Død og Begravelse, den sidste gav desværre Anledning til en lang Række pinlige og for Fru Schack meget ubehagelige Forhandlinger, som jeg i Korthed skal referere, bl.a. fordi I ellers mangler Baggrunden for det Nr. af Tidehverv, der udkommer i Morgen. Lad mig begynde med Begyndelsen.
Vi blev ringet op Tirsdag Morgen d. 10. April af Pastor Schacks Socialhjælper, Ryhede, som vi kender lidt til, der i al Korthed fortalte os, hvad der var sket. Noget senere ringede vi til Fru Schacks Datter (hun har to voksne Børn af 1ste Ægteskab, forfærdelig søde) der boede i Præstegården, hun er Lærerinde ca. 25 År, og spurgte om de brød sig om vi kom et Smut derud, og det sagde de ja til. Vi fik da at vide, hvor forfærdelig lidt de vidste. Schack havde Dagen før begravet en Stikker, hvis søn var Hipo, men havde ikke omtalt det nærmere, og havde hele Eftermiddagen været i udmærket Humør, aldeles afgjort uden Fornemmelse af noget truende. De vidste at en Slægtning til Konen havde været oppe hos ham i Forvejen, og som så ofte ellers meddelt ham en Del om afdødes Dyder og gode Egenskaber, til Brug for Prædiken, hvortil han svarede, som altid i den Situation, at når han ikke kendte afdøde personligt, talte han aldrig om dem personligt, men holdt en Prædiken. Muligvis kan det jo have mishaget dem, men han har da ikke haft nogen særlig Fornemmelse deraf. Hvad han iøvrigt har sagt, og hvad der måtte være forefaldet ved Begr. vides ikke, men som sagt, han har intet fundet værd at berette, og var glad og rolig ovenpå. Fru Schack og Datteren gik tidlig i Seng, kl. 10 1/2 var Schack oppe og fortælle, hvad der havde været i Radioen, meget glad og fornøjet over Nyhederne, gik så ned for at læse lidt længere, han plejer tit at sidde ret længe oppe. Fru Schack sov sødeligt, men vågnede kl. 2 1/2, så han endnu ikke var i Seng, og gik ned for at sige, at nu var han dog for slem en Natteravn; - så var han borte, havde taget Hat og Overfrakke på og var gået. - De alarmerede Vagtværnet og Hospitalerne, ingen vidste noget, før kl. 6 fik de så Besked, at nu var han fundet i Rendestenen på Italiensvej helt nede ved Stranden, vel 10-20 Min. Gang derfra, og bragt ind på Sundby Hospital og identificeret af Ryhede, Socialhjælperen, thi Papirer og alt var borte. - Nu sad hun bare og ventede på, hvornår hun kunne komme ind og se ham på Retsmedicinsk Institut. - Da de gerne vilde have det, tog vi så med derind ved Middagstid. Han var skudt med fire skud i Underansigtet, men det var jo bare fire små Sår, Ansigtet var ikke forandret eller fordrejet det mindste. Jeg tror ikke det gik op for Fru Schack, at kun det ene Skud - og vel det sidste, havde været dræbende, idet det var gået ud gennem Baghovedet, så jeg har ellers ikke talt om det til nogen; at de Sataner dog i det mindste ikke skyder så godt, at de slår deres Offer ihjel straks. - Skønt jeg altså har set det med mine egne Øjne, kan jeg dog stadig ikke forstå, det er sandt, og heller ikke forstå, at der ikke er noget at gøre, - men hvis en eller anden Bisse får Lyst til at skyde en, så er der ingen anden Udvej end at følge med, når han ringer på ens Dør og forlanger det. Nå, ingen ved jo, hvordan de har fået ham med, måske har de bedt ham komme og se til en syg; Datteren mener dog bestemt, fordi han ikke har taget Halstørklædet på, at han har vidst, hvem de var, og hvad de vilde. Sønnen til den afdøde (hun blev skudt i sin Seng på Sundby Hospital) havde været oppe på Hospitalet, raset, bandet og skudt uden dog at ramme nogen, og lovet, han nok skulde skyde et Par af Lægerne. Måske har han ikke kunnet få fat i dem og har så taget Præsten i St. for, rent tilfældigt; det at de har skudt efter Munden kan dog tyde på, at han har sagt noget, der har generet dem; ingen ved det. Om samme Herre menes forøvrigt at han har skudt 3 andre Mænd et par Dage efter, Johannes Simonsen begravede de to, som vist boede i Hus med ham og havde stået i Gadedøren og talt om Moderens Død. - Nå, den Formiddag talte vi selvf. ikke med Fru Schack om Begravelsen, det var ingen nået til at tænke på endnu; Kristoffer og jeg talte bagefter om, om de vilde have Egede Schack til det eller Heje, eller mulig begge to. (Heje har kendt Schack helt fra Studenterårene, det har Kristoffer jo ikke, selv om han senere har haft mindst lige så meget med ham at gøre, de var jo de eneste Tidehvervspræster i Kbh. og fælles om Søndagsbladet). Noget forbløffede blev vi, da vi fik at vide om Torsdagen, at det skulle være Egede og Hans Koch. At lade Hans Koch holde Begravelsestale over Schack var vel ikke helt så grotesk, som om vi havde ladet Dr. N. N. tale over Far, men dog noget i den Retning. Schack nærede sikkert stor Veneration for ham, og han holdt nok også på sin Vis meget af Schack, men har dog som de andre Gamle altid gået uden om et ærligt Opgør med Tidehvervsfolkene og har været med til at holde dem ude overalt; i hvert Fald har han ikke rørt en Finger for at hindre, at de bliver holdt ude; og så skulle han stå der, når Manden er død og takke ham for hans Betydning for den Danske Kirke ved deres om end overdrevne så dog dengang tiltrængte Kritik o. s. v. Det var jo det samme som her ved hans Kiste at fornægte hele hans Livs Indsats, - vi forstod slet ikke Fru Schack. - Nå, så ringede hun selv til os Dagen efter og fortalte, hvordan hun af Egede var blevet overrumplet til det, Hans Koch havde selv tilbudt det, Egede havde sagt, at man kunde da ikke såre en gammel Mand ved at sige Nej til sligt, og Koch og Schack havde altid holdt så meget af hinanden og hist op og herned. Så havde hun sådan omtrent indvilget, men mente dog at skulle tænke over det en Dags Tid, men da hun havde tænkt og sagde, at hun ikke vilde have det, blev de meget forbavsede, de troede da, hun var indforstået, og det var helt aftalt med Koch. Men nu vilde hun alligevel sige dem, at hun ikke vilde have det, om ikke andet vilde hun selv tage ud og sige det til Koch. Nå, vi holdt jo med hende i, at det var det eneste der var at gøre. Iøvrigt vilde hun selv så gerne have haft Heje eller Kristoffer, men Egede, der var hans Broder, kunde hun ikke sige Nej til, hvor lidt Forståelse han så havde for Tage, og hvor forskellig deres Forkyndelse end var, og hun vilde ikke have mer end een Taler. Hun kunde ikke lide Præstebegravelser, og ikke have Polemik hen over Kisten. Der var ikke noget at sige til det Synspunkt, - selv om Heje selvf. havde afholdt sig fra enhver Polemik, og blot havde holdt en Prædiken. - Søndag Middag, Sev. Konfirmationssøndag, Dagen før Begravelsen, kom Hal Kochs Kone, Bodil Koch, f. Thastum, som i hv.F. Iver, måske også Ph. kendte, ud til Fru Schack og snakkede i tre Timer. (Hun er jo meget svag, Blodtryk over 200, Hjerteanfald o. s. v; Mandens Død og alt det gjorde det jo ikke bedre); om dog ikke, Koch måtte tale, det var så Synd at nægte ham det o. s. v. - om han da ikke måtte, hvis Heje talte også, eller Olesen Larsen, - eller Brøndsted (som jo ikke er Præst, men cand, teol, dog ikke ordineret), - det sidste gik fru Sch. i sin Fortvivlelse så ind på, hvis Fru Koch kunde få en af dem til det; hvis ikke vilde Fru Schack selv tage ud til Hans Koch og forklare ham, hvorfor hun ikke vilde have ham til det. - Altså, da vi var ved Stegen og Johs. midt i Talen for Konf., arriverer Bodil Koch for at tale med Kristoffer; jeg er til Dato ikke klar over, om hun vidste, vi havde Konf. og at Heje og Brøndsted var her, - hun kunde da i hvert Fald omgående blive klar over det. - Kristoffer lod hende vente, til vi havde spist, så fik hun de tre Herrer i Enrum en Time af den knapt afmålte Tid, vi havde at være sammen i; nå, det gjorde jo ikke noget, vi andre havde det jo godt nok, og Sev. var heldigvis ligeglad. Der var selvf. ingen af dem, der vilde tale sammen med Egede og Hans Koch, det hjalp ikke, hun bad dem om at gøre det af Barmhjertighed mod Fru Schack. Det hele endte så med, at Bodil Koch fik sin Svigerfar til "af Barmhjertighed mod Fru Schack" frivillig at trække sig tilbage, så kun Egede blev tilbage. Vi tog derud om Mandagen alle fem … Heldigvis var der bagefter en Kaffekomsammen i Menighedshuset for en mindre udvalgt Kreds, som Fru Schack selv ledede, og hvor der blev holdt glimrende, ægte, jævne og rørende Taler af Kordegn, Graver og et Par andre Medarbejdere. - På Vejen hjem i Sporvognen læste vi i Extrabladet Referat af Begravelsen, i Flg. hv. Hans Koch havde talt og takket den Afdøde for hans Arbejde i Danmarks kristelige Studenterforbund og i Kirken...
Efterskrift:
De begivenheder, der her er skildret af et menneske, som oplevede dem på allernærmeste hold, fremstilles således af kirkehistorikeren P. G. Lindhardt i "Vækkelser og kirkelige Retninger i Danmark", Det danske Forlag 1951, p. 237-38: "Bevægelsen betegner sig selv som et arbejdsfællesskab, og med rette; den udsprang af et arbejdsfællesskab i Studenterforbundet, som fortsatte i et arbejdsfællesskab om bladet og sommermøderne, men det ville være en stor misforståelse at tro, at bevægelsen opfatter sig selv som en blot redaktionskomité eller et sommermødeudvalg; den er sig bevidst at være "et arbejdsfællesskab i kirken" i teologiens, i forkyndelsens tjeneste. Og derigennem har den fået samme grundpræg, som præger andre "arbejdsfællesskaber" i kirken - mest ligner den Indre Mission, der jo også altid har kaldt sig ikke en retning, men et arbejde - det viste sig bl.a. så tydeligt, da Tage Schack var død - han faldt som offer for terrorister, fordi han nægtede at holde en ham foreskreven tale ved en stikkerbegravelse - da mødte "arbejdsfællesskabet" op og forlangte liget udleveret til partimæssig begravelse, netop under påberåbelse af det arbejdsfællesskab, som Schack og hans vennelag havde haft "i kirken", i teologiens og forkyndelsens tjeneste".
Red.
Skønt jeg ikke er tilhænger af at hænge afdøde personer ud, har jeg givet mit minde til at dele kan aftrykkes af et brev, der efter en menneskealder er dukket op fra min broders hengemte papirer, fordi jeg mener, at professor Lindhardts beskrivelse af Tidehvervs "arbejdsfællesskab" og dets holdning ved Tage Schacks død ikke fortsat bør stå uimodsagt.
Det er måske ikke uden interesse i den forbindelse at meddele, at man få dage efter begravelsen i Tage Schacks gemmer fandt hans skriftlige ønske om, hvordan hans begravelse skulde foregå: Det skulde ingen tale holdes, kun beretningen om Jesu opvækkelse af Lazarus skulde læses op. - Det røber ihvertfald ikke noget ønske om en "partimæssig begravelse".
Vibeke Olesen Larsen.