"Men sprogets ord må til musik sig føje ..."

Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 2008, 82. årgang, nr. 3, marts, s. 45-47.

I fjor - engang sidst på året - blev jeg opmærksom på en lille og uprætentiøs bog af den tyske journalist og litterat Wolf Schneider. Bogen hedder "Speak German!" og er et både morsomt og tankevækkende opgør med den invasion af dårlige og halvfordøjede engelske ord og vendinger ("countdowns", "downsizings", "city calls" og "service points"), der i disse år skyller ind over det tyske omgangssprog. Det var i sig selv befriende at få afdækket og klarlagt, hvordan tyskerne på dette punkt står over for ganske de samme udfordringer som danskerne - og hvordan man i Tyskland mødes med ganske tilsvarende holdninger og argumenter, når man vil diskutere sprogets status og fremtid. I hvert fald, hvis udgangspunktet er en ægte kærlighed til det sprog, man er vokset op med, og den kultur og de traditioner, som sproget rummer.

Sproget er jo under alle omstændigheder altid under forandring, hedder det f.eks. - og det er så sandt, som det er sagt. "I fjor", som jeg netop skrev, er efter sigende et udtryk, der er kraftigt i fare for at glide helt ud af det danske sprog af den enkle grund, at færre og færre benytter det. I stedet for "i fjor" siger flere og flere "sidste år". Det har man i og for sig også længe kunnet sige; nu er der bare ikke rigtig nogen, der siger andet. Dermed er "i fjor" et udtryk, der er på vej til at blive endeligt forældet.

På den anden side er der netop ingen naturlov, der dekreterer, at "i fjor" er dødsdømt. Hvis en masse mennesker begynder at bruge ordene igen i deres gængse betydning, vil udtrykket leve videre. For mit eget vedkommende har jeg bestemt at bruge det så ofte, som jeg kan komme af sted med det. Og det kunne en masse andre mennesker også beslutte, hvis de ville. Sådan er det nemlig med sproget. Det er netop i den forstand en levende størrelse, at det er levende konkrete mennesker, der hele tiden bruger det og dermed bestemmer - eller er med til at bestemme - hvordan det skal udvikle sig og forandres.

Et levende sprog er lige præcis ikke underlagt en mystisk størrelse som "udviklingen". Det er en af Wolf Schneiders pointer. Også i Tyskland møder man hele tiden den påstand, at sproget ganske enkelt "udvikler sig". Sproget sørger for sig selv, hedder det. Det forandrer sig, uden at nogen kan gribe ind og styre retningen. Påstanden gentages ofte; men det bliver den ikke rigtig af. Sprogets skikkelse og form bestemmes tværtimod af mennesker. Alle de mange mennesker, der dagligt udtrykker sig på et sprog, påvirker sproget med det, de siger og skriver lige så vel som med det, de ikke siger og ikke skriver. Og nogle påvirker selvfølgelig sproget i højere grad end andre, nemlig dem, der bruger det mest aktivt og får flest mennesker i tale - digtere og præster, lærere, journalister - og i dag selvfølgelig også reklamemagere, popstjerner, sociologer og TV-skærmens hurtigsnakkere.

Som et modsvar til den ideligt gentagne påstand, at sproget "udvikler sig", og at man alligevel ikke kan stille noget op imod den udvikling, der har sin egen retning, kan Schneider pege på en række konkrete, historiske eksempler på, at det tyske sprog er blevet påvirket - styret af bestemte personer. Luther skabte med sin bibeloversættelse det tyske skriftsprog, der blev grundlaget for nyhøjtysk. Bismarck gennemførte en reform af det tyske postvæsens sprog og fik franske og italienske udtryk erstattet af tyske (f.eks. "Postanweisung" i stedet for "mandat"). Rudolf Augstein, grundlægger af "Der Spiegel", er ophavsmand til adskillige nydannelser i efterkrigstidens tyske avissprog, nydannelser, der i stort omfang også har sat sig igennem i dagligsproget. Feministen Alice Schwarzer havde siden held til at få indført den ejendommelige fordobling af udtryk for personer, hvor den kvindelige form altid udtrykkeligt nævnes sammen med den mandlige: "Wählerinnen und Wähler", "Demonstrantinnen und Demonstranten". Denne sprogbrug er næppe gået ind i det daglige omgangssprog, men præger i stort omfang politikeres, embedsmænds og journalisters måde at tale og skrive tysk på. Og også i Tyskland er det blevet normen, at negre skal benævnes "sorte", en sprogbrug, som kan føres tilbage til "Black Panther"-bevægelsen i USA i 1960'erne. Såvel enkeltpersoner som bevægelser har altså påviseligt magt og mulighed for at ændre og påvirke de manges sprogbrug og dermed bestemme sprogets "udvikling" på konkrete punkter.

På den baggrund virker det ejendommeligt, at ethvert forsøg på at drage omsorg for et levende sprog, redde nogle af dets finesser inden de går tabt, eller påpege uheldige nydannelser, automatisk mødes med den bevisligt forkerte henvisning til sprogets uafvendelige "udvikling", som intet menneske kan styre. Sagen er, at sproget ganske rigtigt hele tiden forandrer sig, men det er i høj grad mennesker, der påvirker og styrer de forandringer, der finder sted. Nogle gange sker det, som Schneider viser, ganske bevidst. Og det er en besynderlig fordom, at de eneste, der ikke må have lov til at forsøge at påvirke sproget, er mennesker, der holder af deres modersmål og er motiveret af denne kærlighed til at tage vare på det.

Redaktionen bag de berømte Duden-ordbøger indtager i øvrigt præcis den samme holdning, som gennem snart mange år har været karakteristisk for Dansk Sprognævn: Man forstår sig selv som repræsentanter for en deskriptiv videnskab. Man normerer eller regulerer ikke noget som helst, men registrerer simpelt hen de forandringer og den udvikling, som finder sted i sproget. En holdning, der står i skarp kontrast til den brug af Duden-ordbogen, som de fleste læsere rent faktisk ønsker at gøre. I en retskrivningsordbog søger man nu engang oplysninger om den rette skrivemåde, ikke en blot og bar registrering af, hvordan de fleste lige nu skriver ordene.

Nu kunne man måske få det indtryk, at Schneider var sproglig purist og principiel modstander af anglicismer eller af "fremmede" lån i sproget i det hele taget. Det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod har han et klart blik for de mange fordele, der historisk har været forbundet med et sprog, der er i stand til at optage lån fra andre sprog. Det har tysk ganske ligesom dansk gjort i århundreder: Latinske, franske og engelske ord og udtryk har fundet deres vej ind i det tyske sprog, fyldt huller ud eller øget nuancerigdommen i sprogets udtryksmidler. Ikke mindst har det engelske sprog, som Schneider peger på, været leveringsdygtigt i en stribe korte, fyndige udtryk, som det tyske sprog (ligesom det danske) ofte har gjort flittig brug af: bar, fan, flirt, sex og sport hører til Schneiders eksempler. Og tyskerne har ind imellem skabt deres helt egne pseudo-anglicismer ved at give et engelsk ord en betydning, som det aldrig har haft før. En mobiltelefon hedder således på godt tysk en "handy", og det er et ord, som Schneider finder kort, brugbart og velklingende, ja, ordet er sågar blevet foreslået indført i USA i dets nye betydning (som erstatning for det mere klodsede "cell phone"). I det hele taget er Schneider fuld af beundring for det engelske sprog og dets mange fine nuancer; men tillige nærer han en dyb kærlighed til klarheden, udtrykskraften og nuancerigdommen i det tyske sprog. Og han har et klart og skarpt blik for, hvordan det i sidste ende er mangel på sans for og kærlighed til ens eget sprog, der baner vejen for omfavnelsen af en i reglen overfladisk og nuancefattig jargon bestående af engelske gloser, en jargon (reklame- og "management"-sproget er det mest oplagte og grelleste eksempel), som associeres med globalt udsyn og orientering mod fremtiden. Schneider kan opregne kostelige eksempler på hulheden i denne jargon, der i mange tilfælde er alt andet end funktionel og praktisk. Undersøgelser har f.eks. vist, at de reklameslogans på engelsk, som tysk forbrugere bombarderes med, simpelt hen ikke bliver forstået af de fleste eller bliver forstået forkert. TV-kanalen SAT 1 havde lanceret slagordet "Powered by emotion"; to tredjedele af de tyske forbrugere, som reklamen var rettet imod, havde ingen anelse om, hvad det skulle betyde, men gættede på alle mulige andre betydninger ("Kraft durch Freude" f.eks.). Undersøgelsen fik TV-kanalen til at ændre sit slagord til: "SAT 1 zeigt's allein"!

Alvorligere er formentlig den udvikling, der har ført til, at tyske videnskabsfolk på kongresser og lignende arrangementer i stigende grad insisterer på at tale til og med hinanden på dårligt engelsk i stedet for at bruge deres eget sprog, der naturligvis rummer langt større muligheder for tankens og samtalens mange nødvendige nuancer. Den overhåndtagende brug af engelsk i akademiske sammenhænge formidler desuden et - falsk - indtryk af, at al videnskabelig fornyelse stammer fra den engelsksprogede verden, og at Tyskland og andre landes forskere har en rent modtagende rolle. Schneider kommer vidt omkring - skolevæsenet har naturligvis sin store del af ansvaret for at holde sansen for sproget ved lige hos nye generationer, først og fremmest ved ikke at nægte dem adgang til landets litterære arv. Og så er der det særligt tyske skyldkompleks, der tilsyneladende bibringer mange en falsk beskedenhed grænsende til selvudslettelse, når det gælder tiltag, der kunne styrke og udbrede kendskabet til og beherskelsen af det tyske sprog. Ifølge Schneider skulle det dog efter mere end et halvt århundrede ikke længere være nødvendigt omhyggeligt at sørge for igen at tabe Anden Verdenskrig hver eneste dag!

Det mest opmuntrende ved Schneiders bog er dens grundholdning: Schneider bliver ikke stående ved den negative kritik eller ved at begræde andres sproglige unoder. Sammen med tre andre lige så sproginteresserede mennesker har han skabt "Aktion Lebendiges Deutsch", der hver måned udskriver en konkurrence om at finde tyske alternativer til nogle af de grimmeste anglicismer. Initiativet har fået masser af presseomtale, og forslag indløber i tusindvis. En stor mængde mennesker kommer således til at engagere sig levende og aktivt i modersmålets sag. Kærlighed til sproget viser sig således at være langt mere udbredt og stikke dybere end en overfladisk betragtning lader ane.

At holde et sprog ved lige kræver en løbende daglig indsats af dem, der bruger sproget og holder af det, også når man som danskerne er så heldige at bo i et land, hvor sproget - med Drachmanns ord - "på tungen lægger nemt en melodi". Men der er så vist ingen grund til at overgive sig til "udviklingen" eller beklagelsen af den. Hverken i fjor eller i år.