Rodløshed

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2008, maj-juni, nr.5-6, s.81-82.

I efterårsferien 2007 havde jeg tagetJens Smærup Sørensens nye og meget roste roman "Mærkedage"med til Anholt for at få den læst i fred og ro. Af anmeldelserne havde jeg forstået, at den skildrede etlandsogn igennem flere generationer,og når man selv har haft sit arbejdei et landsogn i fyrretyve år og delt glæder og sorger med sine sognebørn,i vid udstrækning via sognetsforsamlingshus, hvor bryllupperog konfirmationer blev fejret og sammenkomsterne efter begravelsen blev afholdt, kunne det ikke være andet, end at jeg glædede mig til at stifte et troværdigt bekendtskab med nogle slægtled af danskere.

Men jeg blev meget skuffet over romanen. Jeg læste den med stigende ubehag. For dette var ikke en skildring af de gedigne mennesker,jeg mødte i et sogns sorger og glæder, men det var snarere en sociologisk studie af et landsogn og dets opløsning. Jeg genkendte ikke mine sognebørn. Jeg bevægedes ikke af mødet med disse mennesker fra Smærup Sørensens hjemsogn. Jeg blev snarere led ved den mangel på solidaritet og ved den bedrevidende overlegenhed, der efter mit skøn prægede denne akademikers forhold til sit hjemsogn, som han havde lagt bag sig og nu hævede sig over i den sociologiske analyses udlevering. Der var ingen hjertelighed. Der var ikke tale om en indtrængende og overbevisende fortælling om slægterne i Staun sogn.

Jeg læste romanen færdig, men jeg gjorde det med ubehag og havde egentlig lyst til at forklare offentligt,hvorfor jeg havde gjort det - ikke mindst da jeg så den rost og fremhævet som den ultimative skildring af det danske landsogn og dets mennesker.

Ikke fordi jeg ikke under Jens Smærup Sørensen hans succes. Ikke fordi jeg vil bidrage til at punktere den massive ros og anerkendelse,han har mødt hos den litterærekritik. Men fordi jeg synes, at de hæderlige danskere, som jeg kender så godt, har krav på en anden loyalitet og beretning.

Men "Mærkedage" gik sin sejrsgang i vort litterære liv, og det endte med, at Jens Smærup Sørensen modtog de gyldne palmer og blev fejret ved en stor fest, en "laureatfest",29. marts i år, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt festtalen.

Og dette havde i sig selv vakt stor opstandelse hos enkelte af vore mest krukkede og indbildske forfattere, en Klaus Rifbjerg, en Morten Sabroe, en Knud Romer, der alle havde været dybt forargede over, at Anders Fogh Rasmussen skulle holde tale ved et kulturelt arrangement, idet statsministeren efter Klaus Rifbjergs udsagn jo aldrig har været i stand til at læse en bog og blive bevæget af den. Ak, findes der noget mere stupidt end denne banale forfatter, hvis åndelige niveau aldrig er hævet over det, der i vores fælles skoletid hed mellem-skolen, og hvor flade vittigheder og friskfyragtige flotheder tog prisen? Det er virkelig et testamonium paupertatis for nutidig dansk kultur, at en Klaus Rifbjerg i fuldt alvor kan benævnes digterkonge.

Anders Fogh Rasmussen holdt naturligvis en fornem tale - sprogligt velformet og med dyb og sand sympati for Jens Smærup Sørensen. Anders Fogh Rasmussen er højt begavet og ikke så lidt mere lødig i sin litteraturlæsning end Klaus Rifbjerg, og ikke uden grund har omtalen af festen og festtalen været en cadeau til statsministeren og en begmand til de sure skumlere. Jeg læste festtalen med interesse, også fordi jeg ikke deler Anders Fogh Rasmussens høje vurdering af romanen - og så læste jeg en passus i statsministerens tale, som først fyldte mig med eftertænksomhed og siden med dyb skuffelse eller desillusionering. Jeg mener - jeg har rost Anders Fogh Rasmussen meget og offentligt. Jeg har sagt, at han efter mit skøn er den dygtigste statsminister i vores nyere historie, også fordi han forekom mig at være karakterfuld og forankret i en ægte dansk folkelighed, for ikke at sige folkekirkelighed. Jeg fandt rodfæstethed i Anders Fogh Rasmussens holdning.

Men i festtalen til Jens Smærup Sørensen sammenlignede statsministeren sin egen historie med succesforfatterens og sagde:"Min egen families historie er en beretning om, hvordan hvert slægtled har søgt at bryde de gamle mønstre og skabe nye muligheder. Min bedstefar var slagter og landarbejder. Med hjælp fra billige statslån købte han sit eget lille sted, et såkaldt "statshusmandsbrug".

Her voksede min far op under meget beskedne kår. Der var ikke råd til at læse videre efter folkeskolen. Så kom han ud at tjene på de store gårde. Og hans egen drøm var en dag selv at få en gård. Ved hårdt arbejde lagde han penge til side. Og drømmen gik i opfyldelse. Jeg voksede op på en gård i et miljø, som meget ligner det, du så blændende beskriver i "Mærkedage". Modsat min far fik jeg chancen for selv at vælge min vej. Jeg blev familiens første akademiker. Ligesom du blev det i din familie. Som bogens Søren Lundbæk blev det i sin familie. Og lige som mange andre med os.

Og den yngste generation i min familie har taget skridtet fuldt udfra det lokale til det globale ved dels at bosætte sig i udlandet, dels at beskæftige sig med internationalt orienterede aktiviteter".

Prøv at læse den sidste sætning igen. Hvad står her? Hvad er det, Danmarks statsminister her siger om et menneskeliv?

Han siger jo her, at et menneske forholder sig til det globale, ikke til det historisk givne, til sit sted og sit folk, og han kalder dette historisk givne, for så vidt det nationale, for "det lokale".

Det er en kosmopolit, der taler således. Det er en statsminister, der dyrker "det globale" og dermed "udviklingen" eller det ubegrænsede som den højeste og sidste sandhed. Her er ikke tale om at være sit sted og sit liv tro. Her er slet ikke tale om troskab og dermed om historie, om rodfæstethed. Men her er rodløsheden gjort til trumf.

Er Danmark blot "det lokale" for en dansker? Er Danmark bare et punkt på vejen henimod menneskehedens og livets endelige mening, som kaldes "det globale"? Er Danmarks statsminister mere verdensborger, end han er borger i og barn af Danmark?

Jeg læser denne sætning med en forbløffelse, der nærmer sig forfærdelse, for det er i mine øren Danmarks nedlæggelse, der ligger i disse ord. En lokal station på udviklingensbane mod det sluttelige mål. En foragt for den nationale eksistens, der har været danmarkshistoriens mening og mål. Og det er Danmarks statsminister, der ophæver det nationale ved at kalde det for "det lokale" på dets vej mod "det globale".

I mine øren ophæver en sådan opfattelse af menneskelivet alt, hvad jeg mente Anders Fogh Rasmussenstod for og som forlenede ham med en folkelig og national ansvarlighed, jeg har fremhævet ham for, og i en sådan sammenhæng bliver Anders Fogh Rasmussens forhold til EU direkte uhyggelig, for han opfatter så tydeligvis EU som den næste, nødvendige station på vejen mod det globale. "Det globale", der ophæver "det lokale". Europa, der opsluger Danmark. Kan man på denne baggrund forstå EU og statsministerens forhold til en europæisk union på anden måde?

Og stadigvæk: Det er Danmarks statsminister, det taler således om Danmark.

 Er forklaringen, at Anders Fogh Rasmussen er mere liberalist end han er dansker? Et det et ideologisk perspektiv, der ophæver det danske?

Jeg må mindes en anden venstremand, som reducerede Danmark in absurdum. Det var Thorkil Kristensen, som i EF-debattens ophidsededage slog koldt vand i blodet på de foruroligede danskere ved at udtale: "Menneskeslægten er mindst en halv million år gammel, formentlig mere. Men Danmark som nationalstater kun ca. ét tusind år gammel, og den egentlige folkelige nationalbevidsthed hos menigmand i by og på land er jo meget yngre. Føj hertil, at menneskeslægten formentlig har millioner af år foran sig, hvis vi ikke selv ødelægger kloden. - Så forstår man, at vi er led i en udvikling af vældige dimensioner, og den er stort set uafvendelig".

Det læste vi i 1971 med samme hovedrysten, som jeg nu læser Anders Fogh Rasmussens ord i festtalen, for det er jo ophævelsen af både eksistens og virkelighed. En sådan ideolog har stillet sig uden for tilværelsen. En sådan liberalist har ikke selv noget i klemme i denne virkelige verden, for han står selv udenfor. Med en stor gestus henviser han til millioner af år - og hvad betyder så øjeblikket og eksistensen?

Men de eksisterende er stillet en smule anderledes, for de er bundet til deres givne virkelighed, til Danmark og deres danske liv, og de hverken kan eller vil prisgive denne virkelighed på grund af verdenshistoriske syner og "en udvikling af vældige dimensioner". De nægter derfor at opgive "det lokale" af hensyn til "det globale". De nægter at opgive sig selv - og de gør ret i at nægte det.

Det er afslørende, at Danmarksstatsminister er uenig med dem.