Et nationalt perspektiv

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2008, nr. 8, oktober, s. 133-134.

Dette skrives, mens jeg netop er kommet hjem fra en rundtur i Skåne. Sammen med andre hæderlige danskere har jeg været rundt i dette gamle danske land og beset dets byer, kirker, slotte - og jeg har bragt en slags depression med tilbage til Danmark.

Ak, hvilket dejligt land, vi mistede i 1658. Hvilken katastrofe, at Skåne, der fra vores histories begyndelse var en del af Danmark, den rigeste, herligste, ja smukkeste del af Danmark, blev afstået til en svensk røverkonge for 350 år siden. Hvilken katastrofe. Og hvilken usselhed hos en dansk konge og rigsråd, som i en slags moralsk kollaps kapitulerede over for 10.000 svenske tropper, der var gået over isen fra Langeland til Sydhavsøerne og som dermed havde fri adgang til København. Men i København fandtes danske styrker af nogenlunde samme størrelse som den lille svenske hær. Vi var herrer til søs. I Skåne stod danske tropper, som beherskede landene øst for Øresund og som kunne være fragtet til Sjælland.

Alligevel kapitulerer en frygtsom konge og et fejt rigsråd. På trods af, at det var samme konge og rigsråd, der i 1657 havde kastet handsken til Karl Gustav, som var i militære vanskeligheder i Polen, og havde erklæret den svenske røver- og krigerkonge krig. Uden at have en stærk dansk hær ved hånden. Uden at have forberedt sig på det, der skete - at Karl Gustav øjeblikkeligt forlod sine vanskeligheder i Polen for at kaste sig over det Danmark, der havde erklæret ham krig.

Og da den strenge vinter begunstiger svenskerne, og de kan gå over isen til Sydhavsøerne og Sjælland, så taber den udfordrende danske konge øjeblikkeligt modet og accepterer en fred, som river en tredjedel af det danske rige fra Danmark.

Ak, ak, ak. Havde Frederik den Tredje og den danske ledelse haft samme mod som året efter, hvor Karl Gustav kom igen for at erobre hele Danmark, men hvor Danmark rejste sig til modstand, og kongen ville dø i sin rede, og borgerne i København sluttede op bag ham, og rigsrådet erklærede, at "vi vil gøre som ærlige folk og maintenere os, så længe der er varmt blod i os" (Joakim Gersdorff) - så havde Skåne været dansk i dag. Det var et spørgsmål om mod og vilje og dermed om moral. Roskildefreden i 1658 er resultatet af en moralsk kollaps i Danmarks ledelse. Usselhed og ynkelighed. Når man kører rundt i det tabte land øst for Øresund, er det næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Det er i hvert fald vanskeligt at ryste tungsindighedens stemning afsig.

Men så hjælper det på stemningen at læse om danske soldater af i dag.

Jeg har netop læst Kim Hundevadts lige udkomne bog "I morgen angriber vi igen", som har undertitlen "Danmarks krig i Afghanistan", og man fyldes af glæde og stolthed ved at stifte bekendtskab med disse danske soldater i denne nødvendige krig imod islamisk terrorisme. De har utroligt vanskelige forhold at kæmpe under. Et fjernt og i enhver forstand fremmed land med et plagsomt klima og en vanskelig natur, som giver Taleban alle fordele. Danskerne må føre krig i trykkende hede og under uoverskuelige forhold, hvor fjenden pludselig dukker frem af majsmarken. Jeg måtte under læsningen mindes Kiplings fortællinger om de engelske troppers plager i slutningen af 1800-tallet. Et klan- og stammesamfund, der pludseligt kastede sig over de europæiske tropper. Englænderne kom der ikke gerne. De var mere end tilfredse, da lord Roberts i 1882 med sejren ved Kandahar skaffede England luft og afstand og fred med de afghanske stammekrigere.

Men det er dem, Danmark sammen med de allierede NATO-tropper kæmper mod i dag, og de danske soldater har ydet en fornem indsats, som med god grund har skaffet dem respekt og ros fra deres medkæmpere. De har været fremragende både i krig og fred - krig mod Taleban, fred med de afghanere, der ønsker at opbygge en tålelig tilværelse, og som får støtte af effektive danske soldater.

"Militærfolk og medier har fremført, at de følgende måneders angrebsbølge i floddalen, som populært kaldes for Green Zone, førte til de hårdeste kampe, som danske enheder har deltaget i siden 1864", skriver forfatteren i sit forord om de begivenheder i efteråret 2007, som han var vidne til. "De dramatiske hændelser, som skildres i denne bog, viser, at det er en rimelig påstand. Danskerne har igen og igen angrebet Taleban, en af verdens stærkeste oprørsmilitser, i et jungle-lignende terræn, hvor fjenden har skjult sig i baghold, og hvor kampene ofte er foregået på 100, 50 eller sågar 10 meters afstand."

Her er der ingen usselhed og ynkelighed. Her er der ingen moralsk kollaps og flugt fra en aggressiv modstander. Hjemkommet fra en rundtur i Skåne og med en depressiv sindsstemning i bagagen er det vederkvægende at læse om danskere, der optræder noget anderledes end Frederik den Tredje og rigsrådet i 1658.

Men så kommer man hjem til et Danmark, hvor oplevelserne i Skåne og erindringen om fortidens elendighed får kun alt for megen aktualitet, jeg taler om EF-domstolens forsøg på at demontere og ophæve den udlændingepolitik, som Systemskiftets Danmark slog ind på i 2002, og hvis formål naturligvis var at hævde Danmarks og det danske folks førstefødselsret i en folkevandringstid, hvor koloniseringen af Europa var både synlig og truende. Hvad gjorde vi i maj 2002, da den lovgivning hlev besluttet, som Folketinget vedtog samme sommer?

Vi søgte at forhindre, at Danmark fortsatte med at være et indvandringsland. Vi stillede krav til dem, der ville indvandre til Danmark, og som skulle afværge, at Danmark endte som et multietnisk landområde, hvor dansk kultur - det, der i dag kaldes for sammenhængskraften - og dansk lov og tradition druknede i en mellemøstlig malstrøm. 24 års-kravet, tilknytningskravet, krav om selvforsørgelse, skærpelse af reglerne om opnåelse af dansk indfødsret - det sigtede alt sammen efter at beskytte Danmark mod den kolonisering, der havde aftegnet sig i de foregående årtier. Et nationalt selvforsvar. Dansk udlændingepolitik som redskab i et forsøg på at beskytte Danmark som danskernes land.

Lovgivningen blev som sagt vedtaget af det danske Folketing. Det blev vedtaget i et Danmark, der har et retligt forbehold i forhold til det overnationale EU. Der var tale om et både legalt og nødvendigt værn om dansk suverænitet og identitet.

Og så oplever vi i denne sommer, at EF-domstolen underkender denne suveræne danske udlændingepolitik for på ny at åbne landet for en ukontrolleret indvandring af udenlandske borgere, som endda opholder sig illegalt (NB!) i Europa og som domstolen tilkender adgangsret til Danmark i kraft af arbejdskraftens frie bevægelighed.

Jamen Danmark har ikke afgivet suverænitet vedrørende udlændingepolitikken. Danmark har heller ikke ophævet Folketingets ret til at lovgive vedrørende indvandring til Danmark. Danmark har endelig et retsforbehold i forhold til EU.

Og hvad mere er: EF-domstolen har ikke en lov at dømme ud fra, men udelukkende sin egen politiske målsætning i retning af øget europæisk ensretning og "en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadigt snævrere" (Romtraktatens præambel).

En rent politisk domstol, der som sådan ophæver ikke blot vores grundlag for et retssamfund, men også ophæver et dansk folkestyre, hvis love gives af Folketinget.

Dette er grundforholdet, og har en dansk regering over for sådanne trusler imod det fundamentale i dansk folkestyre og dansk suverænitet andet at gøre end at sige nej til EF-domstolens politisering? Må vi, der i 2002 vedtog vores udlændingelovgivning, ikke i al enkelhed svare EF-domstolen, at denne politiserende dom har ikke gyldighed i Danmark?

Og stå fast på dette nej - også selv om nej'et får konsekvenser?

I et nationalt perspektiv synes svaret enkelt. Dette kan og vil vi i Danmark ikke acceptere. Dette handler om at være eller ikke være for Danmark som selvstændig nation.

Og så oplever vi, at den danske regering tager EF-dommen til duknakket efterretning, og over for krav om et dansk nej til EF-domstolen hører vi den danske statsminister sige, at sådan kan man ikke optræde i et retssamfund, for her må man bøje sig for domstolen. Jamen er det ikke Danmark, der er det retssamfund, som en dansk regering skal hævde? Er det ikke dansk lov og Folketingets ret til at give love i Danmark, som Danmarks statsminister er forpligtet på?

Er det ikke en sådan kollaps over for - nu ikke svenske, men EU-fordringer, som Danmarks konge, rigsråd, regering og Folketing skal og må stå op imod?

Ak, depressionen fra en rundtur i Skåne, det gamle danske land, som kun dansk usselhed og ynkelighed kostede os, følger med tilbage til Danmark og nutiden. Dette handler ikke om jura, slet ikke om juristeri. Dette handler om eksistens. Dette handler om viljen til at leve og overleve. Om at være eller ikke være.

Vi er nogle stykker, der håber inderligt, at dagens Danmark til forbillede tager de danske soldater i Afghanistan, ikke Roskildefreden i 1658.