National værnepligt

Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 4, april, 2009, s.69-70.

Ingen af os, hverken Jesper Langballe eller jeg, havde politiske ambitioner.

Vi er begge vokset op i hjem, der foragtede det politiske liv og i særdeleshed danske politikere, fordi vore forældre med foragt og forargelse havde oplevet de danske politikeres usle optræden i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark - både før og efter 29. august 1943. De omfattedes generelt af min fars betegnelse fra et foredrag på Tidehvervs sommermøde i 1952 - "De toneangivende undermålere". Hverken samarbejdspolitikken eller retsopgøret var begivenheder, som Danmark kunne være stolt af. De politikere, der var skyldige i skamløsheden, var såvist ikke eksempler til efterfølgelse.

Men de manglende politiske ambitioner var ikke ensbetydende med desinteresse for den politiske og folkelige udvikling i Danmark. Fra en tidlig alder har vi begge ytret os offentligt om forholdene i vort fædreland, i vid udstrækning i forlængelse af den holdning, vi havde med hjemmefra, og vi havde også modtaget de dertil svarende øretæver fra det offentlige liv, vi kritiserede. I 1960 havde jeg udgivet bogen om "Harald Nielsen og hans Tid" og vakt en blanding af forargelse og forundring hos Systemet Politiken, og bogen fra det efterfølgende år, "Hørups arv og Arvtagere", gjorde ikke den hovedrystende forargelse mindre. Da vi kom op i 60´erne og på forskellig og demonstrativ måde sagde fra over for kulturrevolutionen af 1968 og dens følgevirkninger, blev polemikken og nærkampene mere udpræget og hyppigere, og via især JyllandsPosten opretholdt vi "en levende ild" mod tidens kulturradikale fænomener - foragten for den private familie, den danske selvforagt i forhold til EF, behandlersamfundet og den toneangivende ny-marxisme.

Vi var ikke ubeskrevne blade, da den katastrofale udlændingelov af 1983 blev søsat. Men lovens virkninger, som meget snart blev synlige, kaldte os frem til et engagement, som ikke kunne undgå at blive politisk. De katastrofale følger af at åbne Danmarks dør på vid gab for folkevandringen fra Mellemøsten, Asien og Afrika blev hurtigt så tydelige og åbenlyse, at vi kaldte til et folkeligt og nationalt opgør, som også måtte blive politisk. Fra 80´ernes begyndelse havde jeg undsagt den overfladiske og derfor farlige tale om Danmark som "indvandrerland", og fra begyndelsen af 1985 havde jeg angrebet Dansk Flygtningehjælp og den indflydelse, som udgik fra denne landsskadelige organisation. I 1985 havde jeg i en kronik i Berlingske Tidende forudsagt, at der vil blive rejst en skamstøtte i eftertidens Danmark af indvandrerpolitikkens politiske hovedkraft, den radikale Bernhard Baunsgaard, ligesom jeg havde angrebet indvandrerpolitikkens egentlige ophavsmand Hans Gammeltoft-Hansen, men selv om de begge skummede af raseri, tav de hårdnakket offentligt. Da jeg i september 1986 i en annonce i Jyllands-Posten kaldte til folkelig modstand mod den ukontrollable indvandring, fik det imidlertid voldsomme følger i offentligheden, og Jesper Langballe og jeg stiftede da "Komiteen mod Flygtningeloven", som placerede os midt i det politiske liv.

Men vi ville ikke derfor være politiske. Vi rejste på komiteens vegne til Christiansborg og overrakte under stor offentlig interesse til justitsminister Erik-Ninn Hansen det overvældende antal underskrifter mod indvandrerpolitikken, som vi havde indsamlet på fjorten dage. (Statsminister Poul Schlüter havde desværre ikke tid til at modtage os.) Vi fortsatte med at tale og skrive offentligt mod indvandrerpolitikken og dens politikere. Vi støttede Den danske Forening i dens nyttige og nødvendige arbejde. Vi søgte efter evne at rejse en ny modstandsbevægelse imod Danmarks ødelæggelse.

Men ville ikke derfor være politikere.

Tiden kom imidlertid, hvor vi ikke kunne fortsætte med at sige nej, når den modstandspolitik, vi var fortalere for, bad om vores støtte. I 1995 var Dansk Folkeparti blevet stiftet med det erklærede formål at modvirke indvandrerpolitikken, og i efteråret 2000 bad Dansk Folkeparti os om at stille op til Folketinget, først Jesper Langballe i Viborg, derefter mig i Sønderborg. Vi overvejede det. Vi var ikke politikere. Men vi kunne ikke blive ved med at kalde til modstandskamp uden selv at gå ind i den dér, hvor tingene blev afgjort og derfor kunne ændres, og så svarede vi ja og blev i november 2001 indvalgt i Folketinget.

Og uden at ville puste os for meget op kan vi godt mene, at vi har gjort en smule gavn på det område, der var vores anliggende. Indvandrerpolitikken er blevet bremset. Den åbne dør til Danmark er lukket i og afløst af vagtsom kontrol. Indfødsrettens opløsning er ændret til markante krav om fortrolighed med dansk sprog, kultur og retstradition. Der er faktisk sket noget - især fordi Dansk Folkeparti til Danmarks lykke har haft en helt afgørende placering og har vidst at udnytte sin position. Ledelsen af partiet er dygtig og kompetent. Og et par gamle præster har efter evne deltaget i arbejdet og måske haft held til at bidrage til systemskiftet.

Vi har nu meddelt, at vi stopper ved næste valg. Den nationale værnepligt er ved at være afsluttet.

Men trods de opnåede resultater er Danmarks lykkelige fremtid mildt sagt ikke sikret.

Det er dette, vi alle med uro kan konstatere. Nogle farer er afværget, men andre vokser sig stadigt større. Fremtiden er ikke uden mørke skyer.

I den kvartsides annonce 21. september 1986 i Jyllands-Posten, hvor jeg kaldte til modstand mod indvandrerpolitikken, skrev jeg: "For der er jo et reelt problem, som Flygtningehjælpen vil forbyde os danskere at tale om og udtale offentligt: at hvis der sker en ukontrolleret og ubegrænset folkevandring af muhamedanske og orientalske flygtninge over vore grænser, så kan vi ikke selv være her til sidst - i hvert fald ikke i selvfølgelighed og fordragelighed. Hvad Dansk Flygtningehjælp har forårsaget af ulykker i fremtidens Danmark, kan vanskeligt gøres op og skal ikke blive glemt. Er København en dansk by om 50 år? Kan danskerne fortsætte med at være et folk, når sprog, historie og religion ikke længere er fælles? Er det en skæbne som Libanons, der venter os - hærget af krige mellem uforenelige minoritetsgrupper?"

Sådan spurgte jeg for 23 år siden. I dag er næsten halvdelen af de 50 år gået, og tegningerne til et libanesisk København er nu kun alt for tydelige. Næsten daglige skyderier i gaderne, drab på sagesløse danskere, forfølgelse af de danskere og jøder, som tillader sig at vurdere forholdene anderledes end de muslimske ghettoer, had til dansk kultur, tradition og identitet. Dette er blevet vores forstemmende virkelighed.

I forbindelse hermed en reel kapitulation over for muslimske krav til vores danske dagligdag. Under dække af det falske ord "dialog" lader danske myndigheder sig presse til eftergivenhed over for muslimske spisevaner, badeforhold og ringeagt for kvinder. Der er ting, vi skal tvinges til at tage alvorligt, som vi hverken kan eller vil tage alvorligt - i Danmark som et kristent land. Politiet "samarbejder" med muslimske aggressorer. Imamer bliver taget alvorligt som personer, hvis meninger skal agtes. De, der taler islam midt imod, bliver stemplet som hadefulde og indstillet til afsked af Københavns kommune.

Selvforagt. Defaitisme. Forræderi af dansk kultur og identitet.

Suppleret af fejhed over for Systemet Politikens ideologiske propaganda, som alt for ofte viser sig at være i overensstemmelse med de muslimske krav og fordomme, hvorfor en Geert Wilders af Danmarks statsminister gøres til en suspekt person, når han siger sandheden om islamismen og dens brug af koranen.

Nej, værnepligten er ved at være aftjent, men der er fortsat brug for værnepligtige - af den ene eller anden art. Faren for Danmark og dets fremtid har kun vokset sig større. Krisetegnene i fædrelandet og ikke mindre i Vesteuropa lader sig ikke skjule.

Det er nødvendigt at stå fast og sige nej til en aggressiv ideologi, camoufleret som religion, vi ikke vil acceptere i Danmark.