Bods- og bededage

Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, nr. 5, maj, 2009, s. 97-99.

Det sker, at kirkelige skikke og traditioner bliver forandret eller fornyet ved en stilfærdig bevægelse ”nedefra”, uden at der tilsyneladende er nogen, der planlægger eller styrer forandringen eller fornyelsen i en bestemt retning. I disse tilfælde er teologerne, hvis de da har blik for forandringen eller fornyelsen eller overhovedet opdager den, henvist til at registrere og notere de forandringer, der allerede har banet sig vej, og forsøge at komme med forklaringer og kommentarer. En af de fornyelser, som vi har set gennem de senere år, handler om de særlige ekstraordinære bededages genopdukken. Gudstjenester med en særlig anledning – som regel med udgangspunkt i en eller anden form for nød eller ulykke, der berører mange mennesker – er igen blevet en del af folkekirkens hverdag.

Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, fordi Almindelig Bededag – Store bededag i daglig tale – gennem de sidste mange år har ført lidt af en skyggetilværelse blandt kirkeårets mere markante helligdage. En ekstra fridag i foråret, som de feste selvfølgelig gerne tager til sig ved siden af pinsen og Kristi himmelfartsdag, men måske ikke lige netop den kirkelige helligdag, som man gjorde sig de feste eller de dybeste overvejelser over. Sagt med en grov generalisering kan man næppe beskylde teologer og præster for at have ansporet til de helt store overvejelser over dagens indhold og betydning. Det kunne godt virke, som om ganske mange teologer først og fremmest har betragtet bededagen som et levn fra en fjern fortid med en ganske anden tankegang.

Almindelig Bededag har aføst de forskellige bods og bededage, som har været holdt i Danmarks kirker i anledning af konkrete nøds eller krisesituationer. Samtidig viderefører bededagen netop denne tradition. Bods og bededage var noget, vore fædre bestemte, at der skulle holdes i kirkerne, når Danmark og danskerne var stedt i nød. Ligeledes blev der regelmæssigt forordnet bods og bededag på datoer, der havde sammenhæng med landets historie og markerede begivenheder, hvor Gud i sin nåde havde reddet Danmark og det danske folk fra konkrete farer og nødsituationer. For de gamle var dette en indlysende og enkel sag. De var nemlig ganske konkret overbevist om, at bekendelse, bøn og omvendelse var det rette svar på nød og modgang i folkets liv.

Den tankegang har gennem årene været genstand for megen nedladende afstandtagen. Selve forestillingen om en fælles bods og bededag på en særlig forordnet dag har været holdt i en vis foragt, som om det var indlysende, at en sådan tankegang måtte være en rest fra en tid, hvor man tænkte noget primitivt om Guds måde at styre verden på. Undertiden har denne distance givet sig udslag i en forlegenhed over bededagen, som man ikke rigtig har vidst, hvad man skulle stille op med som helligdag. Mange præster har valgt at bruge bededag som konfrmationsdag, givetvis til stor glæde for mange konfrmander og deres familier, som er blevet lettet i festplanlægningen, men måske ind imellem også en måde at komme om ved helligdagens vanskeligt håndterbare karakter på. Et tilbagevendende forslag er da også gået ud på simpelt hen at få dagen afskaffet som helligdag i kirkeåret. Tiden var jo så åbenlyst løbet fra dagens indhold.

Den åbenlyse forlegenhed ved forestillingen om bods og bededage som en fælles forordning har formentlig mindst to sider. Det har handlet om forbindelsen imellem det kirkelige og det nationale. Ikke så få teologer i nyere tid har været af den opfattelse, at den kristne tros udtryk ikke burde kædes udtrykkeligt sammen med Danmarks historie eller skæbne. Og at det i grunden var lidt pinligt, når traditionen alligevel gjorde det i så stor udstrækning. Og det har handlet om selve det meningsfulde i tanken om bod og omvendelse som det rette svar på nød og ulykke. Tidligere generationer blev i denne optik hurtigt til nogen, man kunne betragte med bedrevidende overbærenhed. For selvfølgelig måtte det være et tegn på deres begrænsede horisont, når de i ramme alvor mente, at det var Guds vrede og tugt, der lå bag de ulykker, som landet og folket fra tid til anden blev kastet ud i – krig, naturkatastrofer, dyrtid eller anden nød, og når de – lige så naivt – forestillede sig, at Guds nåde var det eneste, der kunne gøre en ende på nøden og bringe lykke og gode kår tilbage. Ikke sjældent har man ligefrem karikeret fædrene som mennesker, der i mangel af rationelt funderede forklaringer på virkeligheden og dens fænomener greb til tanken om Guds medvirken, fordi mennesker nu engang vanskeligt kan udholde at mangle forklaringer på det, de oplever. Og man har tilmed skudt de gamle i skoene, at de mente gennem bøn og bod at kunne påvirke Gud til at tage ulykkerne tilbage.

Det er klart, at hvis der er noget, der fortjener betegnelser som primitiv eller indskrænket, er det denne nedgøring af tidligere generationer. For det, et menneske – udtalt eller uudtalt siger, når det vender sig til Gud i bekendelse og bøn, er, at det er Gud, der råder. At vende sig til Gud i bøn er netop at vedgå, at man ikke har virkeligheden under kontrol, og at man aldrig kan få det, fordi riget, magten og æren er Guds. Når de gamle mente, at bøn og omvendelse var den eneste måde at se folkets og rigets nød i øjnene på, var det lige netop ikke, fordi de troede, at de i nogen som helst forstand kunne påvirke Gud eller bringe ham til at foretage sig det, som de ønskede. Dagsordenen var ikke at stemme Gud mildere eller vinde hans opmærksomhed ved mængden af bønner eller ved omvendelsens alvor og oprigtighed. Tværtimod: Bøn og omvendelse var – og er – at se virkeligheden i øjnene, at erkende, hvad der til alle tider er et menneskes og et folks vilkår i verden, nemlig at være udleveret til Guds vilje og kun have hans nåde at kunne håbe på. Bøn er kort sagt udtryk for den erkendelse, at vi som mennesker ikke er i stand til at frelse os selv.

De allerseneste år har imidlertid været vidne til en ny tendens, hvor de kollektive, fælles bods og bededage ser ud til at være på vej ind i folkets liv igen. Det er sket gradvis og uden nogen planlægning fra oven; men store ulykker, som har berørt mange mennesker, er gennem de sidste år jævnligt blevet markeret i landets kirker i form af mindehøjtideligheder eller forbønsgudstjenester. Det gjaldt den omfattende stormfodskatastrofe i Asien, der havde mange skandinaviske ofre, og vi har set det i forbindelse med f.eks. større fyulykker eller skibsforlis. Kirkerne er som noget naturligt blevet åbnet for bøn og andagt, og mennesker er strømmet til i ganske stort antal.

Medierne har selvfølgelig også registreret fænomenet og været på stedet med deres kameraer og mikrofoner og stillet de sædvanlige overfadiske spørgsmål til nogle af de mennesker, der har deltaget ved disse lejligheder. Spørgsmål, der typisk har handlet om, hvad den enkelte sådan følte ved den pågældende manifestation. Og mediernes typiske indfaldsvinkel kunne måske forlede nogen til den konklusion, at her er tale om udslag af sentimentalitet eller tidstypisk hang til føleri. Men måske drejer det sig for mange mennesker om noget helt andet, noget, som medierne næppe er helt forberedt på at tolke. Og måske er her tale om en ny – eller i virkeligheden gammel – form for trosudtryk, som man ikke skal gøre sig for hurtigt færdig med.

Der er formentlig en sammenhæng imellem de nye kollektive ”bededage” offentlige kirkelige markeringer i anledning af konkrete ulykker eller nødsituationer – og de mere diffuse manifestationer af kollektiv sorg eller stemning, som mange særligt vil huske fra den britiske prinsesse Dianas død, og som der har været adskillige eksempler på siden. Medieverdenen er i reglen hurtigt ude at registrere disse stemninger og udtryk blandt folk; og medierne kan også have en tendens til at overtage og sætte sig på fænomenet. Men medierne er muligvis slet ikke de rette til at tyde og forklare disse udtryk eller det, der ligger bag. Og under alle omstændigheder er der det vidunderlige forhold ved en dansk kirke, at det, der faktisk foregår her, ikke er noget, medierne eller nogen anden udenforstående magt bestemmer. Det er derimod noget, der foregår imellem Gud og de mennesker, der deltager.

Lige så stille er det offentlige rum i disse år ved at blive mere ”religiøst” i den gammeldags forstand, hvor ”religion” slet og ret er et andet ord for gudsfrygt eller fromhed. Eller for den fælles erfaring, at der i nødens stund ikke kan være noget andet eller bedre at stille op end at vende sig til fædrenes Gud i bekendelse af vore synder og i bøn om hans nåde og barmhjertighed. Det er ikke så overraskende, at de få, men særdeles højrøstede ateister raser imod religionens offentlige udtryk. Måske bør det heller ikke overraske, at en generation af politikere, der er på vej ud, står noget tøvende over for al den religion og forsøger at behandle den som noget, der må kunne begrænses ved formaninger og forbud.

Ud af en national krise skrev Grundtvig i sin tid sin salme ”Alfader, du, hvis navn i nord kan aldrig gå af minde”, hvor Danmarks rige skildres som et synkefærdigt vrag, som begivenhedernes bølger truer med at slå til kvas. Salmen var – interessant nok i sig selv en af dem, som salmebogskommissionen i første omgang ikke ville have medtaget i den nye salmebog. Lykkeligvis kom man på bedre tanker. Grundtvig gør det klart, at der ganske vist er styrmænd nok om bord på skibet, men deres styring virker ikke, skibet nægter at lystre sit ror. Det er erfaringen af ikke at kunne hjælpe sig selv, som er baggrunden for Grundtvigs bøn til den stærke, almægtige Gud om at frelse det nødstedte Danmark. Grundtvigs bøn er et kristent menneskes bøn og retter sig mod den Gud, der i sin ubegribelige barmhjertighed sendte sin Søn til verden. Og Grundtvigs bøn er en kristen danskers bøn, en bøn fra et menneske, der ved, at hans skæbne er knyttet til hans fædrelands og hans folks skæbne, fordi fædrelandet i den timelige verden er det sted, han har, den sammenhæng, hvori han som et timeligt menneske kan være til.Så enkelt er det, selv om det er let at glemme. Og det er glædeligt, at der i tiden synes at være mange, der er begyndt at minde os om dette enkle forhold på ny.