Tågetale
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2009, nr. 6, juni, s. 117-119.
Kristne og muslimer tror ikke på den samme Gud. Med denne overskrift blev Islamkritisk Netværk søsat foråret 2006 få måneder efter Muhammedkrisen. Det var rent ud sagt lidt af et tilfælde, at denne formulering blev overskriften, og skyldtes, hvis jeg ikke husker galt, først og fremmest Thomas Reinholdt Rasmussen. Men vi kunne ikke have valgt en bedre. Det viste den debat, der udspandt sig i kølvandet på vores fælleskronik i Kristeligt Dagblad 15. maj det år.
Til vores overraskelse rykkede Haderslev-bispen, Niels Henrik Arendt,
nemlig ud med en voldsom kritik af "vores imponerende sikkerhed". At
sige, at muslimer og kristne ikke tror på den samme Gud, var "en
forkert måde at udtrykke sig på". Og mer end det: Det var en
ikke-ydmyg, islamisk måde at argumentere på, der viste, at vi på
ukristelig vis var i gang med at monopolisere Gud. Som det hed med
anti-farisæisk swung:
"At tro på Jesu Kristi far er den stadige omvendelse fra de falske
veje, som vi med alle andre - kristne som ikke-kristne - har begivet os
ud på. Og dermed vide sig placeret præcis ved siden af dem. Deri
adskiller kristendommen sig fra islam" (Kristeligt Dagblad 23. maj
2006).
Mærkelige, uklare ord, for hvad var det egentligt, Arendt sagde? At det eneste, man som kristen véd, er, at man intet véd: Måske, måske ikke er Kristus sandheden, tiden vil vise det. Og det eneste, der med sikkerhed er galt, er at hævde, at Jesus er sandheden med stort S.
Er troen ikke andet end en foreløbig teori? Er Guds væsen endnu skjult, gør Kristus ingen forskel i vores viden om, hvem Gud er? Som Søren Holm formulerede det i en replik til Arendt: "Den kendsgerning, at vi er syndere, gør os åbenbart lige blinde med hensyn til, hvem vi tror på. Vores ydmyge selverkendelse er måske nok større end muslimernes, men vort kendskab til Gud er det ikke". På den måde var Arendt i gang med at reducere kristendommen til en slags religiøs jantelov.
Men hans ydmyghed var en bekvem ydmyghed og hans uvidenhed ligeså: Begge dele forhindrede ham i at træde i karakter og tage den teologiske konfrontation med det store fedtlag af præster og teologer, der hylder doktrinen: Vi tror alle på den samme Gud. Samtidig gav den ham en fin teologisk fernis, for han var sandelig heller ikke enig med dette synkretistiske segment. Han stillede sig lige i midten og docerede mildt, at hverken det ene eller det andet udsagn var sandt. Vi hverken tror eller ikke tror på den samme Gud, nej, vi tror ikke det samme om Gud.
*
Arendts angreb blev en god anledning til at reflektere over begrebet vished i kristendommen og islam. Jens Christensen, altid klar og skarp, gør opmærksom på, at hele islams teologiske bygning hviler på et "hvis": "Hvis Gud tilgiver, hvis Gud tager hævn".
Som en islamisk lærd har formuleret det: "Allah er en husbond, der handler med sine tjenere, som det behager ham, og derfor kan han tilgive den skyldige uden at øve uret mod nogen". Allah er altså en voluntaristisk Gud, der er fri til at gøre, hvad han vil, og som ikke har bundet sig til nogen løfter, nogen pagt eller nogen lov.
Derfor tager Arendt helt fejl, når han gør sikkerhed til noget islamisk, for i sidste ende er den fromme muslim udleveret til uvished og usikkerhed. Islam er netop, pointerer Christensen, underkastelse over for det uundgåelige og det uvisse.
Anderledes med kristendommen. Her er der intet "hvis". Med Christensens ord: "Hele evangeliets indhold er kort og godt dette ene at vise menneskeslægten, at Gud er trofast mod sin skabning. Han har bundet sig selv ved pagter, overenskomster og løfter; han har åbenbaret sig i en fuldkommen forening med mennesket; han har selv påtaget sig byrden af menneskets fald - alt sammen sådan, at vi kan kende og stole på ham som den "trofaste", dvs. som den, der holder sit ord til sin skabning."
Derfor kan den kristne være sikker - i Kristus.
Af samme grund kan Christensen med en dejlig u-arendtsk klarhed fastslå, at vi ikke bekender os til samme Gud. Som det hedder: "I sidste instans er enten Muhammeds Allah eller vor Herres Jesu Kristi Fader pure opspind af den menneskelige hjerne".
*
Grunden til at rekapitulere denne tre år gamle diskussion er, at Arendt i en ny bog vender tilbage til den. "Er det den samme Gud?", hedder bogen, og omslaget er prydet af klar, blå himmel og bløde, hvide lammeskyer. Bogen indeholder så afgjort mest af det sidste. Det er de samme udsagn fra foråret 06, og klar er denne tale jo ikke, faktisk tåget i en sådan grad, at jeg under læsningen udviklede en velvoksen hovedpine. Det kan Arendt selvfølgelig ikke gøre for, men hvilken lise det dog var at komme fra disse tågebanker liljens Christensens kyndige, evangeliske tale.
Hør bare, hvad Arendt i usikkerhedens hellige navn kommer til at sige:
"I forholdet mellem religionerne må den mulighed altid stå åben for et
troende menneske, at den anderledes troende kan vise sig at have ret.
At hævde, at der findes sandhed også i religiøse spørgsmål, er også at
tro, at sandheden vil komme for en dag".
Muslimen kan altså vise sig at have ret, lyder det fra den normalt så missionsivrige biskop. Unægtelig spændende, og andetsteds går han videre i samme dur: Det, der siges i den enkelte religion må have "foreløbighedens karakter". Så åbenbaringen i Kristus er altså ikke andet end en foreløbig teori, der kan vise sig overtrumfet af f.eks. sharia ved tidernes ende? Det må man konkludere, når Arendt samme sted skriver, at Gud kan tænkes at være større, end "han har åbenbaret i den enkelte åbenbaring".
Men så bliver han alligevel forskrækket og besværger: "Men det er ikke ensbetydende med, at bekendelsernes udsagn om Gud ikke er pålidelige". Men hvorfor dog fæste lid til bekendelserne, hvis Gud måske har noget i baghånden, der kan overtrumfe evangeliets ord?
At Arendt er bange for sine egne konklusioner, forstår man godt, men så meget kan man vist konkludere, at Arendt er godt i gang med at placere sig præcis på samme sted som muslimen, næsten lige så usikker på, hvad den store uberegnelige Gud egentligt står for.
*
Hvordan ender den arme mand dog herude? Det skyldes bl.a. at han konstant taler om tro, men aldrig om Ordet. Og troen er ganske rigtig uklar, usikker - det er her, man finder kristendommens "hvis" - mens troens genstand er det, der altid står fast. Så selv når Arendt parafraserer Bultmann, går der mudder i det, fordi han aldrig kommer til verbum externum, ikke utvetydigt understreger det ydre ord, evangeliet, kerygmaet, alt det, der holdt de dialektiske teologer på plads.
Derfor bliver rollefordelingen mellem mig og kristendommen aldrig klar. Det fremgår af Arendts bemærkninger om kristendommen som kulturfaktor. For ham bliver det lidt suspekt at sige, at kristendommen er den bedste religion, for "der er kun et lille skridt fra "kristendommen er den bedste" til "vi er de bedste". Men den selvros tager fortællingen om Jesus på korset fra de kristne".
Tænk, jeg synes, der er et stort skridt fra, at kristendommen er den bedste, til vi er de bedste, når nu kristendommen forkynder, at vi alle er syndere. Man skal være meget optaget af sin egen tros-navle for at være blind for den afgrundsdybe kløft mellem de to størrelser.
Helt galt går det, når Arendt polemiserer mod dem, der fremhæver kristendommens aktier i udviklingen af demokrati, og som "knytter kristendom og nation sammen". Hvem de er, hvad de hedder og præcis, hvad de har sagt, får læseren ikke at vide, selv om vi har en vis anelse. Kun at de i virkeligheden gør sig skyldige i afguderi eller rettere sagt, at "vi" gør det. For Arendt benytter sig af et billigt, retorisk trick og inkluderer konsekvent sig selv og siger "vi", selv om det helt åbenlyst er "dem", han polemiserer imod.
Men hvis han sagde det, ville han jo gøre sig bedre end andre, og det må man ikke. Man skal, hed det tidligere, netop placere sig præcis på samme sted som alle andre syndere. Så det er "vi", der driver afguderi med nationen, selv om det er åbenbart for alle, at Arendt ikke tæller sig selv med. "Vi" er nemlig så evangeliske, at "vi" regner os for en del af de slemme, der siger alt det, "vi" ikke kan lide. Hvor er "vi" gode!
Farisæisk antifarisæisme er Johannes Horstmanns rammende betegnelse for den slags.
*
Almindelig konfliktskyhed, antifarisæisk farisæisme, tilsat tågetale forhindrer Arendt i at føre klar tale om islam og kristendom og afskærer ham fra at sige det ret indlysende: Muslimer og kristne tror ikke på den samme Gud.
Man kan med god grund begræde, at en af de kyndigste biskopper i landet skriver så elendig en bog om et varmt og centralt emne. Man må til gengæld trøste sig med, at Jens Christensens uovertrufne bog "Konfrontation" stadig er i handlen.
Gid den må blive læst af alle dem, der søger svar på spørgsmålet: Tror muslimer og kristne på den samme Gud?