Af Monica Papazu, tidehverv 2025, nr. 6, s. 89 - 98

Hvad der ikke kan siges i Cambridge, kan siges i Bukarest.

I flere år har vi været vidne til en skærpelse af censuren i Europa – især på de store platforme online (f.eks. Twitter, YouTube, LinkedIn, TikTok), men også, som man kan se i Rumænien i disse dage, på TV- og podcast-kanaler og onlineaviser. Hvert tilfælde af censur bliver imødekommet med protester i mit fødeland, og det er takket være disse protester og de analyser, jeg har læst¹, at jeg er blevet opmærksom på vigtigheden af den nye censurlov i EU: Digital Services Act. I de vesteuropæiske lande – Amerika er en verden for sig, og dér har kritikken været hård og velfunderet – har jeg ikke kunnet spore samme reaktion, med undtagelse af tænketanke som danske Justitia² og det irske Institute of International and European Affairs (IIEA), der har gransket loven og med rette påpeget, at den indebærer "en trussel mod demokratiet og de fundamentale rettigheder", idet den kan føre til "skadelig censur", hvorved "sandfærdigt, lovligt og ikke-skadeligt" indhold bliver fjernet³.

Det er naturligt, at revolten er kommet fra Østeuropa og i langt mindre grad fra Vesten, for Vesten har i lang tid taget ytrings- og trykkefriheden for en selvfølge, imens Østeuropa har skullet erobre den dag efter dag i 50 år under kommunistiske vilkår – erobre den i det små, i den daglige omgang med de andre, på avisredaktionerne, på forlagene og på universiteterne – og så har grebet den med begge hænder i 1989.

Af Jesper Bacher, tidehverv 2025, nr. 10, s. 177 - 178

Det fortælles, at Frederik den Store (1712-86), preussisk konge, oplysningsmand og religionsskeptiker, engang ville udfordre sin livlæge Zimmermann og derfor spurgte: ”Zimmermann, kan han nævne mig blot et bevis på, at Gud eksisterer?”. Svaret, som angiveligt gjorde kongen tavs, lød: ”Jøderne, Deres Majestæt”. Den bibelkyndige kommer måske til at tænke på Paulus, som efter at have opremset sine jødiske folkefællers frafald, vantro og stivnakkethed, spørger i Romerbrevet ”Har Gud da forkastet sit folk?” Og svaret lyder ”Aldeles ikke!”. (Rom 11,1). Jøderne er nemlig det folkelige udtryk for den stedse forargelige, men bibelske sandhed, at alt er nåde. Jøderne er Guds udvalgte folk, men ikke just i kraft af deres fortræffeligheder, styrke og antal, men af nåde. Skriften lægger ikke fingrene imellem: ”Det er ikke, fordi, I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk… (5 Mos 7), og ”Du skal vide, at det ikke skyldes din retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette herlige land i eje, for du er et stivnakket folk” (5 Mos 9,6). Ren, suveræn, guddommelig nåde, og hvad er mere provokerende? Nåden udstiller vores magtesløshed og fald og Guds storhed og frihed. Nåden tager frelsen ud af vores hænder. Nåden undergraver ret og rimelighed, fornuft og erfaring. Nåden er en torpedo mod vores hovmod, en bombe under vores selvberoenhed. At jøderne ikke for længst er forsvundet i tidens kværn sammen med de andre oldtidsfolk, at jøderne ikke er bukket under for diskrimination, forfølgelse og folkemord trodser al historisk sandsynlighedsberegning. Gud har ikke forkastet sit folk, selv om størstedelen af det jødiske folk forkaster hans søn, deres Messias og verdens frelser. Jødernes synder er mange, men Guds nåde, hans langmodighed til frelse er større. Det gælder jøderne, men det gælder også et hvert andet menneske. Det særlige ved jøderne er, at de i særlig grad er bestemt til at vise verden, at alt er nåde. Hvad kirken forkynder, viser jøderne som folk. Guds trofasthed mod kirken af alle folkeslag har sin pendant i Guds trofasthed mod det jødiske folk. ”De er det eneste folkeslag, der skal bestå, så sikkert, som Gud er Gud”. (Karl Barth)

Af Elisabeth Krarup Jensen, tidehverv 2025, nr. 4, s. 41-43

Jeg ved ikke noget mere trist, end når jeg i mit provsti erfarer, at endnu et lille sogn bliver lukket ned. I 18 år har jeg været vidne til, hvorledes det ene mindre, selvstændige sogn efter det andet er blevet lagt sammen med nabosognet, fordi man fra stiftet og provstiets side har ment, at arbejdsopgaverne var for få til en fuldtidssognepræst. Denne sære måde at afgøre et sogns ret til selvstændighed på har jeg skrevet om tidligere, og det er derfor ikke det, der er mit ærinde i denne artikel. Nej, grunden til, at jeg indleder med denne konstatering, er, at det er gået op for mig, at der i den kirkelige lovgivning tildeles medlemmerne af folkekirken en ret til illoyalitet over for deres sogn, som er lige så stor en trussel mod de små sogne som affolkningen og djøf'ernes excelark.

*

Jeg har indtil for et år siden gået i den vildfarelse, at mit sogns grænser tydeligt udstak, hvem jeg i mit embede var forpligtet på at betjene som præst og derfor også, hvem jeg ikke var forpligtet på. Jeg har indtil for et år siden gået i den vildfarelse, at mine sognebørn var en konkret defineret størrelse afstukket af sognets grænser med den undtagelse, at folk udensogns fra kunne anmode om sognebåndsløsning, hvis de af forkyndelsesmæssige årsager – dvs. for deres samvittigheds freds skyld – fandt sig bedre til rette under min prædikestol end under deres stedlige præsts. En anmodning, jeg selv skulle vurdere. Men den vildfarelse er jeg nu kommet ud af, for jeg er blevet klar over, at i princippet er mit embedsområde uden en fast grænse. Den afstikker i princippet min biskop. Men det skal hun nu ikke klandres for, for hun følger såmænd blot den lov fra 1991, der ændrede reglerne for retten til at løse sognebånd. Og det er en ændring, som er ret fatal, hvorfor det er loven, der skal klandres og ændres, hvilket følgende sag gjorde mig opmærksom på. I mit bysogn ligger der en kommuneskole, som underviser ikke bare mine sognebørn men også en stor del af mine nabosognes, fordi de små landsbyskoler, som bekendt, er en saga blot. Og derfor sker det ikke så sjældent, at jeg af vordende konfirmandforældre fra omegnens sogne bliver spurgt, om ikke deres datter eller søn kan få lov at blive konfirmeret sammen med vennen eller veninden i Augustenborg Slotskirke. Det vil, lader de mig forstå, betyde så umådelig meget for barnet på den store dag. Dertil har jeg altid svaret, at jeg ikke vil være med til at tømme mine små nabosogne for konfirmander, for de kæmper i forvejen en urimelig kamp for at få lov til at bestå som selvstændige sogne. Og tillader jeg, at konfirmanderne frit selv kan vælge, hvilken kirke de skal konfirmeres i, så er jeg ret overbevist om, at konfirmanderne vil samles i Augustenborg.

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2025, nr. 3, s. 25-26

”Vin gør de levende glade”, siger Prædikeren, men sådan er det ikke ganske for Mads Davidsen, biskop over Fyns stift. Altervin gør ham faktisk lidt ærgerlig, når nu folkekirken forsøger at være et inkluderende fællesskab, og der er en del mennesker, som ikke drikker alkohol. ”Der burde være hvid januar i folkekirken året rundt”, lød overskriften på det indlæg i Jyllands-Posten, hvor den fynske højærværdighed i begyndelsen af året opfordrede til diskussion, om det er nødvendigt at servere alkohol i kirkerne, og hvorvidt man kunne ”nøjes med en enkelt kande med god druesaft”.

Diskussionen om altervin versus druesaft er jo velkendt, men jeg mindes ikke, at jeg før har hørt en biskop spørge, om det overhovedet er nødvendigt at servere alkohol i kirkerne? Man kunne ellers tro, at det høje embede ville mane indehaveren til en vis ærbødighed og veneration over for gammel kirkeskik. Ja, måske endog en fornemmelse for, at der ikke bare er vane, men også teologi i altervinen. Nuvel, det er ikke alle illusioner, man får lov at beholde.