Systemskiftet 2017
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2017, nr. 3, s. 41-46
Her i husstanden har vi – ligesom i så mange andre husstande i den vestlige verden – for en halv snes år siden smidt fjernsynet ud, vi abonnerer ikke længere på papiraviser, vi hører ikke radio osv.
Udover at det giver plads til vigtigere og mere æstetiske beskæftigelser, og udover at vi finder det lettere umoralsk ved sit forbrug at støtte det danske statsfinansierede medie-politiske kompleks, så er der ganske enkelt ingen af de store gamle medier der giver informationsmæssig mening. De har i løbet af de seneste 25 år, i takt med deres tiltagende statsfinansiering, udviklet sig til det, man med et nyopstået ord kalder fake-news medier. De bevæger sig i den samme skattesubsidierede falske virkelighed, hvori også EU-maskineriet, Slotsholmen, det internationale diplomati, FN og godhedsindustrien befinder sig.