Gud ske lov for Folkekirken
Af Christian Langballe, Tidehverv 2018 nr. 9, s. 177-178
I begyndelsen af september var jeg på rundtur med folketingets kirkeudvalg til Den Svenske og Norske Kirke. Første destination var Uppsala, hvor Den Svenske Kirke har sit hovedsæde. Lad mig blot slå fast: Svenskerne er et venligt folk. De er så venlige, at ”venligboerne” virker som blodtørstige barbarer ved siden af. Venligheden har antaget sygelige former og er endt i et galoperende vanvid blandt den herskende klasse. Det er som om den fromme pietistiske og missionske kirkelighed er gået amok i Sverige, har rykket sig løs fra sit ophav og er blevet politisk. Sverige er et politisk korrekt missionshus. Vi blev mødt med venlighed, da vi blev budt inden for i Den Svenske Kirkes hus. Vi blev bænket omkring et bord sammen med venlige svenske kirkefolk, og selv kaffen duftede én så venligt i møde. En dame med akademisk grad holdt et venligt oplæg om, hvordan udviklingen tilsagde, at Den Svenske Kirke måtte skilles fra staten og få en selvstyrende synode, og at den næste opgave nu var at nedlægge de små menighedsråd og samle dem i store kirkecentre – for demokratiets skyld!


"Den højt berømte romer Varro siger, at det er den allerbedste måde at undervise på, når man føjer eksempler til ordet. For disse bevirker, at man forstår talen klarere og også lettere husker den. Ellers, hvor talen bliver hørt uden eksempler, hvor rigtig og god den end er, bevæger den dog ikke hjertet så meget, er heller ikke så klar og bliver ikke fastholdt så godt. Derfor er det en dyrebar ting med historien, for det, som filosofferne, de kloge folk og hele fornuften kan lære og udtænke, som er nyttigt for et retskaffent liv, det giver historien magtfuldt med eksempler og fortællinger og stiller ligesom for øje, som om man selv er til stede og ser det ske - alt det, som førhen ordene gennem undervisningen har båret ind i ørerne. Der finder man begge dele, hvordan de har handlet, lidt og levet, som har været fromme og kloge, og hvordan det er gået dem, eller hvordan de er blevet belønnet, og ligeså, hvordan de har levet, som har været uforstandige og onde, og hvilken betaling de har fået derfor.
Monica Papazu: